Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 28. juni 2016
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 955 (MOF alm. del) stillet d. 9. juni 2016
efter ønske fra Ida Auken (RV).
Spørgsmål nr. 955
”Amsterdam-erklæringen specificerer, at der fra medunderskrivernes side vil blive taget alle de
nødvendige skridt for at fjerne afskovning fra landbrugsråvarekæden. Hvilke rammer har regeringen
tænkt sig at sætte for at sikre, at dette bliver en integreret del af bredere indsatser på området så som
f.eks. i udviklingsstrategien, arbejdet på at følge op på de globale bæredygtighedsmål (SDG’erne) samt
privatsektortiltag, der bygger på vidensdeling og ansvarlighed?”
Svar
Et for regeringen centralt element i Amsterdamerklæringen om eliminering af afskovning er
opfordringen til, at EU-kommissionen gennemfører det i svaret på spørgsmål 951 (MOF alm. del)
omtalte feasibility studie om afskovning. Dette blev sat i værk af Kommissionen kort efter
Amsterdamerklæringen, og regeringen følger arbejdet. Kommissionen har oplyst, at første fase af
projektet er en kortlægning af årsager og identifikation af en bredere vifte af potentielle
handlemuligheder. Denne fase forventes afsluttet i løbet af sommeren. I anden fase vil de mest lovende
handlemuligheder blive undersøgt nøjere. Kommissionen har oplyst, at de forventer, at der vil kunne
ligge en projektrapport klar inden årsskiftet.
Regeringen vil, når der foreligger et resultat af ovennævnte undersøgelser, fastsætte sin mere
detaljerede holdning til muligheder for eventuelle nye EU-tiltag på området.
Under drøftelser om rådskonklusioner om evalueringen af EU’s FLEGT-handlingsplan om
retshåndhævelse, god forvaltningspraksis og handel på skovbrugsområdet har regeringen arbejdet for,
at der i konklusionerne bliver fokus på, at FLEGT-handlingsplanen fremadrettet bør ses i
sammenhæng med en bredere dagsorden for bæredygtig udvikling, herunder også
biodiversitetskonventionen, bredere indsatser rettet mod afskovning og forarmelse af skove og fremme
af bæredygtig skovdrift.
Regeringen arbejder tillige for, at der vil være fokus på området under partskonferencen under
biodiversitetskonventionen i Mexico til december 2016.
Regeringen har netop præsenteret et udkast til en ny udviklingspolitisk og humanitær strategi, hvor
FN’s verdensmål sætter rammen for et fremtidigt udviklingssamarbejde. Et vigtigt element i
strategiudkastet er partnerskabstilgangen og øget inddragelse af den private sektor samt etablering af
inddragende og innovative partnerskaber.
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk