Miljø- og Fødevareudvalget 2015-16
MOF Alm.del
Offentligt
1653435_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Landbrug og miljø
Ref. JARN
Den 6. juli 2016
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 947 (MOF alm. del) stillet den 8. juni 2016
efter ønske fra Simon Kollerup (S).
Spørgsmål nr. 947
”Med hvilken begrundelse mener ministeren at miljøregnskabet, der fremgår af svar på spørgsmål S
426, er retvisende for landbrugspakkens reelle miljøpåvirkning?”
Svar
Som den tidligere miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen anførte på samrådet den 23. februar
2016, var præsentationen af forudsætningerne bag kvælstofregnskabet i det omtalte skema ikke
optimal, idet forudsætningerne ikke kunne læses ud af selve tabellen. Tabellens formål var at illustrere,
at gennemførelsen af tiltagene i Fødevare- og landbrugspakken er mulig uden målbar tilbagegang i
kystvandene, og at pakken dermed kan gennemføres inden for EU-direktiverne.
Flere af de forskere, der deltog i Miljø- og Fødevareudvalgets høring om pakken den 23. februar, gav
udtryk for samme synspunkt, nemlig at pakken ikke ville føre til en målbar tilbagegang. Det fremgår af
gødskningsloven, at der skal foretages en faglig og juridisk vurdering forud for udstedelsen af
bekendtgørelsen, som lemper normerne. Den juridiske vurdering bygger på de allerede foretagne
faglige vurderinger, som er oversendt til Folketinget. Af den juridiske vurdering fremgår det, at ud fra
en samlet afvejning ligger aftalen om Fødevare- og landbrugspakken inden for rammerne af EU-
direktiverne. Det fremgår også, at der foreligger en risiko for, at Kommissionen måtte bedømme
forholdet anderledes, i hvilket tilfælde aftaleparterne vil blive indkaldt til en drøftelse af
implementeringsmodellen.
Vi kan aldrig få et fuldstændig præcist billede af, hvad der kommer til at ske, og det fremgår også af
den juridiske vurdering, at der er usikkerheder knyttet til vurderingen. Det er nu engang vilkårene, når
man vil gennemføre store ændringer, og det er min opfattelse, at vi samlet set har et veloplyst
beslutningsgrundlag.
Jeg henviser i øvrigt til de offentliggjorte vandområdeplaner for en opdateret opgørelse af
kvælstofindsatsbehov mv.
Esben Lunde Larsen
/
Morten Ejrnæs
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk