Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 20. juni 2016
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 912 (MOF alm. del) stillet 24. maj 2016 efter
ønske fra Lisbeth Bech Poulsen (SF).
Spørgsmål nr. 912
”Hvordan er der ved godkendelse af glyfosat(-blandinger) taget højde for konstant indtag og
udsættelse for glyfosat, og dermed tilstedeværelse af glyfosat i urinen hos børn og gravide?”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet Fødevarestyrelsen, som oplyser:
”Når man fastsætter grænseværdier for anvendelse af pesticider til afgrøder, foretager man samtidig en
risikovurdering af disse, hvor det beregnede indtag af samtlige fastsatte grænseværdier vurderes i
forhold til stoffets toksikologiske referenceværdi (acceptabelt dagligt indtag – ADI). Da glyphosat
overvejende udskilles via urin, og da man finder restindhold af stoffet i afgrøder til konsum, kan man
også forvente at finde stoffet eller nedbrydningsprodukter heraf i urinprøver.
Det kroniske indtag af glyphosat for danske forbrugere er beregnet ud fra de indhold, der er fundet i
analyser af prøver på det danske marked for perioden 2004-2011. Her blev indtaget beregnet til at
udgøre 0,13 % af Acceptabelt Dagligt Indtag (ADI) for børn og 0,04 % af ADI for voksne. Da det
kroniske indtag af glyphosat er langt under 100 % af stoffets ADI, vurderes der ikke at være et
sundhedsmæssigt problem i forhold til den konstante eksponering for stoffet.”
Esben Lunde Larsen
/
Hanne Larsen
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk