Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2016-5887
Den 13. juni 2016
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 889 (MOF alm. del) stillet 18. maj 2016
efter ønske fra Carsten Bach (LA).
Spørgsmål nr. 889
”Ministeren bedes redegøre for, hvordan eventuelle overløb fra de miljøteknologiske puljeordninger
med projekttilskud under EU’s landdistrikt håndteres, samt tilkendegive hvorvidt ministeren kunne
være åben for en samling af ikke anvendte midler i en større pulje med bredere formål.”
Svar
Eventuelle uforbrugte midler fra støtteordningen til miljøteknologi under EU’s landdistriktsprogram
bliver som udgangspunkt genanvendt på samme tilskudsordning det efterfølgende år. Herved sikres,
at der reelt bliver udbetalt de beløb, der er afsat, og at de ønskede effekter opnås, herunder at
Danmark lever op til krav om effekter og anvendelse af EU-midler, der er fastlagt i
landdistriktsprogrammet.
I dag er støtteordningen til miljøteknologi øremærket til forskellige formål (f.eks. reduktion af
energiforbrug, reduktion af klimagasser eller lettelse af omstruktureringen og moderniseringen af
landbrugsbedrifter) under landdistriktsprogrammet. Såfremt ikke anvendte midler samles i en pulje
med bredere formål, kræver det en ændring af landdistriktsprogrammet samt en godkendelse heraf fra
EU-Kommissionen. En ændring vil desuden skulle ske inden for rammerne af
landdistriktsforordningens formål.
Jeg kan afslutningsvist oplyse, at der samlet på miljøteknologordningen har været en overansøgning
de seneste år.
Esben Lunde Larsen
/
Palle Nielsen
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk