Miljø- og Fødevareudvalget 2015-16
MOF Alm.del
Offentligt
1647836_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 20. juni 2016
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 826 (MOF alm. del) stillet 29. april 2016
efter ønske fra Lisbeth Bech Poulsen (SF).
Spørgsmål nr. 826
”Vil ministeren kommentere artiklen i Vejle Amts Folkeblad 21. april ”Skoler, foreninger og erhverv
rammes af nye skralderegler” og redegøre for skoler og foreningers muligheder for at blive tilsluttet
den kommunale affaldsordning?””
Endeligt svar
Jeg har til besvarelse af spørgsmålet modtaget følgende bidrag fra Energi-, Forsynings- og
Klimaministeriet, som er ansvarlig for området:
”Det følger af den politiske aftale fra 2007 om konkurrenceudsættelse af det genanvendelige
erhvervsaffald, der blev implementeret pr. 1. januar 2010, at kommunerne skal ophøre med at have
ordninger for genanvendeligt erhvervsaffald. Der blev dog indført to undtagelser:
Den første undtagelse vedrører tørt genanvendeligt affald fra virksomheder i ejendomme med blandet
boliger og erhverv. Denne undtagelse er tidsubegrænset.
Den anden undtagelse vedrørte organisk affald fra alle virksomheder. Denne undtagelse blev indført i
lyset af, at der ikke var et udviklet privat marked for dette affald. Undtagelsen blev derfor gjort
tidsbegrænset og udløb d. 1. januar 2016. Der er nu et privat marked, som virksomhederne kan og skal
benytte til deres organiske affald. Derfor må kommunen ikke længere afhente det.
Det var en forudsætning for begge undtagelser, at kommunerne havde tilsvarende ordninger for
husholdningerne. Der er kun knapt 20 kommuner, som har haft ordninger for organisk affald fra
husholdninger i perioden, og det er kun disse kommuner, der potentielt har kunnet indsamle organisk
affald fra erhverv. Hvor mange af disse, der har haft ordninger for organisk affald fra blandet bolig og
erhvervsejendomme, vides ikke.
Det er således en konsekvens af den politiske aftale fra 2007 og udløbet af den tidsbegrænsede
undtagelse for organisk affald, at private skoler og foreninger ikke kan anvende de kommunale
affaldsordninger for så vidt angår deres genanvendelige organiske erhvervsaffald. Private skoler og
foreninger kan kun benytte sig af en kommunal affaldsordning i det omfang, kommunen anvender
undtagelsen vedrørende tørt genanvendeligt affald fra virksomheder i ejendomme med blandet boliger
og erhverv.
Energistyrelsen offentliggjorde i februar en rapport om evalueringen af de politiske aftaler om
organisering af affaldssektoren. Som opfølgning herpå forventer regeringen senere på året at
fremlægge et udspil om det genanvendelige erhvervsaffald.”
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk
MOF, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 826: Spm. om at kommentere artiklen i Vejle Amts Folkeblad 21. april Skoler, foreninger og erhverv rammes af nye skralde-regler, til miljø- og fødevareministeren
Esben Lunde Larsen
/
Nicolai Høtoft
2