Miljø- og Fødevareudvalget 2015-16
MOF Alm.del
Offentligt
1650386_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 26.juni 2016
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 818 (MOF alm. del) stillet den 27. april 2016
efter ønske fra Simon Kollerup (S).
Spørgsmål nr. 818
”Hvilke økonomiske konsekvenser vil det have for erhvervet, hvis Danmark ikke får forlænget
kvægundtagelsen?”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, der oplyser, at spørgsmålet er vanskeligt at vurdere, da
det bl.a. vil afhænge af, hvordan den enkelte landmand vælger at agere ift. overholdelse af
harmonikrav på 1,7 DE/ha.
Miljøstyrelsen har bedt Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi (IFRO) ved Københavns
Universitet om at vurdere de økonomiske konsekvenser ved et eventuelt bortfald af kvægundtagelsen.
IFRO anslår, at et bortfald vil medføre meromkostninger for erhvervet som helhed på ca. 14-37 mio.
kr. om året, som følge af øgede omkostninger til transport af gylle. Omvendt vurderer IFRO, at
udbringning af kvæggylle på et øget areal vil give en bedre udnyttelse af gyllens indhold af kalium og
fosfor, hvilket giver en gevinst for erhvervet på ca. 10 mio. kr. årligt. Samlet set betyder det, at et
bortfald af kvægundtagelsen vil betyde en omkostning for erhvervet på 4-27 mio. kr. årligt. Hvor stor
den økonomiske konsekvens bliver, vil især afhænge af transportafstande, prisrelation mellem
handels- og husdyrgødning, samt vilkår i de konkrete gylleaftaler, der indgås.
Et undtagelsesbrug på 294 DE, som i dag har 2,3 DE/ha og er beliggende i et husdyrtæt område, vil
kunne få en meromkostning på ca. 90.000 kr. årligt til transport og merindkøb af handelsgødning.
Herudover vil et ophør af undtagelsen for kvægbrug have administrative konsekvenser i forbindelse
med markplanlægning m.v. Udfordringerne for de enkelte kvægbrug vil variere meget, hvorfor denne
del ikke er muligt at kvantificere.
Esben Lunde Larsen
/
Claus Torp
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk