Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 24. maj 2016
2016 - 5038
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg har i brev af 27. april 2016 stillet følgende spørgsmål nr. 815,
som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Maria Reumert Gjerding (EL).
Spørgsmål nr. 815
”Kan ministeren bekræfte, at det ikke er korrekt, at man skal spørge staten om lov til at plante en busk
eller et pæretræ i sin have, såfremt man har en lovlig have i strandbeskyttelseslinjen, som
miljøordfører fra Dansk Folkeparti Pia Adelsteen fremfører i indlæg på Altinget den 27. april 2016
http://www.altinget.dk/miljoe/artikel/df-strandbeskyttelsen-traenger-til-sund-
fornuft?ref=newsletter&refid=20588&SNSubscribed=true&utm_source=Nyhedsbrev&utm_medium=
e-mail&utm_campaign=miljoe?”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Kystdirektoratet, som oplyser følgende, som jeg kan henholde mig til:
”Forbuddet i naturbeskyttelsesloven mod tilstandsændringer mellem strandbredden og
strandbeskyttelseslinjen gælder ikke beplantning i eksisterende haver.
Ved en eksisterende have forstås en have, der enten er etableret før 1. januar 1968 i den tidligere
strandbeskyttelseszone på 100 meter eller er etableret efter dette tidspunkt med en dispensation, der
ikke er tidsbegrænset. Derudover er haver i den udvidede strandbeskyttelseszone på 100 til 300 meter,
der eksisterede før den udvidede strandbeskyttelseslinje trådte i kraft mellem år 2000 og 2003, også
omfattet.
Naturbeskyttelsesloven indeholder dog ingen præcis definition af, hvad der kan betegnes som have.
Efter gældende praksis er en have et udendørs areal beliggende i tilknytning til en bolig, som anvendes
til ophold og som ved kultivering ikke længere har naturtilstand. Haven behøver ikke nødvendigvis
bære præg af intensiv udnyttelse og beplantning. Det er en forudsætning, at arealet anvendes som
have. Hvis udnyttelsen af arealet til have ophører, vil arealet ikke længere være omfattet af
undtagelsen til forbuddet.”
Esben Lunde Larsen
/
Hans Erik Cutoi-Toft
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk