Miljø- og Fødevareudvalget 2015-16
MOF Alm.del
Offentligt
1634971_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
J.nr. 2016 - 4828
Den 19. maj 2016
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 803 (MOF alm. del), stillet den 21. april
2016 efter ønske fra Karina Due (DF).
Spørgsmål nr. 803
”Vil ministeren redegøre for, om ministeren finder det rimeligt, at en person, dømt for grov misrøgt af
får ved retten i Roskilde, blot har fået 20 dages betinget fængsel samt en bøde på 25.000 kr., jf.
artiklen ”Har mishandlet sine dyr i årevis – nu er det slut” bragt på eb.dk den 11. april 2016?
http://ekstrabladet.dk/112/har-mishandlet-sine-dyr-i-aarevis-nu-er-det-slut/6032519”.
Svar
Straffen for overtrædelse af dyreværnsloven skal afspejle forholdets grovhed. Derfor er der fremsat et
lovforslag om at skærpe niveauet for både bøde- og fængselsstraf i de grovere dyreværnssager.
Som det fremgår af lovforslaget om ændring af dyreværnsloven (L 137), vil fastsættelse af straffen
fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde, og det angivne strafniveau vil
kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller
formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens
kapitel 10. Det er ydermere op til retten at vurdere, hvorvidt det i den enkelte sag er upåkrævet, at
tiltalte straffes med ubetinget frihedsstraf, således at straffen idømmes betinget, jf. straffelovens § 56.
Ligesom det gælder for straffastsættelsen i øvrigt, afhænger valget mellem betinget fængsel og
ubetinget fængsel overordnet set af dels lovovertrædelsens grovhed, dels gerningsmanden, jf.
straffelovens § 80. Det fremgår ikke af den bragte artikel, hvad domstolen nærmere har lagt vægt på i
sin udmåling af straffen.
Jeg har tillid til, at domstolene i deres vurdering af dyreværnssager retter sig efter lovgivningen og
Folketingets tilkendegivelser på området.
Esben Lunde Larsen
/
Charlotte Røgild Knudsen
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk