Miljø- og Fødevareudvalget 2015-16
MOF Alm.del
Offentligt
1634198_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2016-4758
Den 18.maj 2016
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 798 (MOF alm. del) stillet 20. april 2016
efter ønske fra Miljø- og Fødevareudvalget.
Spørgsmål nr. 798
Vil ministeren kommentere henvendelsen om Vildtvenlig Høst (MOF alm. del -
bilag 388), og i den forbindelse oplyse, hvorfor følgegruppen om vildtvenlig høst blev indstillet?
Svar
Landbrug & Fødevarer, Dyrenes Beskyttelse og Danmarks Naturfredningsforening har i brev af 11.
april 2016 henvendt sig til mig om et initiativ om vildtvenlig høst.
Årligt dør et stort antal dyr under høsten, selvom der faktisk er en del ting, man kan gøre for at
mindske omfanget af dyr, der kommer til skade eller bliver dræbt af høstmaskiner. Da det præcise
omfang ikke kendes, er det et fint initiativ, som Landbrug & Fødevarer, Dyrenes Beskyttelse og
Danmarks Naturfredningsforening er gået sammen om.
Jeg kan oplyse, at jeg har kvitteret for organisationernes henvendelse og nævnt, at jeg ser et behov for
mere viden, så vi fremover i højere grad kan undgå unødigt mange dræbte dyr i forbindelse med høst.
Jeg har bedt Naturstyrelsen om at se på det foreslåede forprojekt, og der er derfor ikke taget stilling til,
om der skal nedsættes en følgegruppe i forbindelse med et evt. forprojekt.
I det tidligere Fødevareministerium fandtes en arbejdsgruppe om vildtvenlig høst med deltagelse af
bl.a. Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Jægerforbund, Landbrug & Fødevarer og Dyrenes
Beskyttelse. Med udgangspunkt i arbejdsgruppens anbefalinger udgav det tidligere
Fødevareministerium en pjece, der omtalte tiltag til mere vildtvenlig høst. Herefter blev følgegruppens
arbejde sat i bero. Der vil i arbejdet med forprojektet blive taget stilling til en følgegruppe.
Esben Lunde Larsen
/
Hans Christian Karsten
Naturstyrelsen • Haraldsgade 53 • 2100 København Ø
Tlf. 72 54 30 00 • Fax 39 27 98 99 • CVR 33157274 • EAN 5798000873100 • [email protected] • www.nst.dk