Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2016-31-29-01924
Den 17. maj 2016
Fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 791 (MOF alm. del) stillet den 20. april 2016 efter
ønske fra Miljø- og Fødevareudvalget.
Spørgsmål nr. 791 (alm. del)
Vil Ministeren redegøre for udpegningen af medlemmer til EFSA samt de habilitetskrav, der knytter
sig hertil?
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Fødevarestyrelsen, der oplyser:
”Ifølge artikel 25 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 178/2002 om generelle principper og
krav i fødevarelovgivningen om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om
procedurer vedrørende fødevaresikkerhed, består medlemmerne af Den Europæiske
Fødevaresikkerhedsautoritets (EFSA) bestyrelse af 14 medlemmer udpeget af Rådet i samråd med
Europa-Parlamentet, som Kommissionen opstiller. Dertil er der en repræsentant fra Kommissionen.
Bestyrelsesmedlemmerne udpeges således, at der sikres det højst mulige kompetenceniveau, en bred
vifte af relevant ekspertise og i overensstemmelse hermed den størst mulige geografiske spredning i
EU. Forordningen foreskriver, at 4 medlemmer af bestyrelsen skal have baggrund i organisationer, der
repræsenterer forbrugere og andre interesser i fødevarekæden.
Ved valg af nye medlemmer til EFSA’s bestyrelse, meddeles dette offentligt, og alle EU borgere kan
søge, hvis de lever op til de meddelte kriterier. Kommissionen udvælger egnede kandidater og opstiller
en bruttoliste på 24 kandidater. Listen er underopdelt i del A, personer med myndighedsbaggrund, og
del B, personer med organisationsbaggrund. Europa-Parlamentet høres om kandidatlisten. Derefter
peger medlemsstaterne i Rådet på kandidater. På baggrund heraf udarbejdes en liste over de
kandidater med den største opbakning, hvorefter listen forelægges Rådet med anmodning om
vedtagelse.
Medlemmerne udpeges således, at der sikres den størst mulige geografiske spredning i EU. For at sikre
dette krav må listen ikke indeholde to eller flere kandidater, der kommer fra den samme medlemsstat.
For at opnå dette, kan kun kandidaten med den største opbakning blandt kandidaterne fra den
pågældende medlemsstat udpeges.
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk