Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
København, 19. november 2015
Sagsnr.: 2015-9517
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 73 MOF alm. del
stillet den 22. oktober 2015 efter ønske fra Miljø- og Fødevareudvalget
Spørgsmål nr. 73:
”Ministeren bedes kommentere Landbrug & Fødevarers materiale om det økologiske
areal, jf. MOF alm. del – bilag 38”.
Svar:
Materialet fra Landbrug & Fødevarer giver et udmærket billede af den aktuelle
situation for den økologiske sektor i Danmark.
Af materialet fremgår det, at det økologiske areal er vokset fra ca. 145.000 ha i 2006
til det foreløbige højdepunkt i 2012 på godt 180.000 ha. I 2013 og 2014 er arealet
faldet lidt. Landbrug & Fødevarer mener, at regeringen bør bevare målsætningen om
en fordobling af det økologiske areal.
Det er min ambition, at den danske økologiske produktion og dermed det økologiske
areal skal vokse. Materialet fra Landbrug & Fødevarer viser en fortsat markant
stigende efterspørgsel på hjemmemarkedet i detailhandlen og i food service sektoren
samt på eksportmarkederne. Det er vigtigt for mig, at væksten i det økologiske areal
netop sker på baggrund af en markedsdrevet efterspørgsel af økologiske produkter.
Miljø- og Fødevareministeriet understøtter dette på flere måder, men detailhandlen,
eksportvirksomhederne m.fl. har også en vigtig rolle at spille her.
Landbrug & Fødevarer peger på, at en af motivationerne til mere økologi er
omlægningstjek via Fonden for Økologisk Landbrug, og at en langsigtet robust vækst
blandt andet skal sikres via en pulje til eksportfremme og national afsætning, ligeledes
under Fonden for Økologisk Landbrug. Jeg har netop forstærket omlægningstjek-
indsatsen her i 2015 og afsat yderligere 5 mio. kroner, der sikrer, at Fonden for
Økologisk Landbrug kan give tilskud til flere omlægningstjek.
Departementet
Slotsholmsgade 12
DK-1216 København K
Tel +45 33 92 33 01
Fax +45 33 14 50 42
www.mfvm.dk