Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2016-4437
Den 9. maj 2016
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 727 (MOF alm. del) stillet 13. april 2016
efter ønske fra Maria Gjerding (EL).
Spørgsmål nr. 727
”Vil ministeren forklare, hvorfor NaturErhvervstyrelsen gav Landbrug & Fødevarer
mulighed for at korrigere regnskaberne i Videncenter for Svineproduktion forud for
styrelsens undersøgelse af, om fundne uregelmæssigheder tydede på svig eller andre
forhold, der skulle meldes til bagmandspolitiet og/eller EU´s myndighed OLAF og
samtidig oplyse, hvordan der blev taget højde for dette i NaturErhvervstyrelsens
undersøgelse (jf. svar på MOF alm. del – spm. 610-616)?”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for NaturErhvervstyrelsen, som oplyser:
For at facilitere en grundig undersøgelse af Videncenter for Svineproduktion blev arbejdet indledt
med, at et eksternt revisionsfirma (PWC), på vegne af Videncenter for Svineproduktion, gennemgik
bilagene og den bagvedliggende dokumentation for de 13 projektregnskaber, der var omfattet af
undersøgelsen. Efter retningslinjer drøftet med NaturErhvervstyrelsen og Deloitte, vurderede PWC,
om de enkelte bilag ud fra den foreliggende dokumentation var berettiget til støtte.
Herefter udarbejdede PWC korrigerede projektregnskaber med bilag og systematisk dokumentation,
der blev efterkontrolleret af Deloitte. Ved kontrollen trak Deloitte eventuelle udgiftsbilag fra, som de
vurderede som ikke-støtteberettigede. På baggrund af dette reviderede grundlag besluttede
NaturErhvervstyrelsen, om tilskudsmidler i de 13 ansøgninger skulle betales tilbage, herunder om der
skulle idømmes en sanktion.
Denne undersøgelse blev efterfulgt af en særskilt undersøgelse, hvor Deloitte vurderede, om der var
tegn på forsætlige uregelmæssigheder. Hertil leverede PWC en kommenteret og systematiseret
bilagsdokumentation i forhold til de bilag, som PWC havde trukket ud i de korrigerede
projektregnskaber, og som dermed ikke indgik i Deloittes og styrelsens gennemgang i den første del af
undersøgelsen.
På grundlag af en stikprøvevis gennemgang af disse bilag, gennemgangen af de øvrige bilag og en
undersøgelse af kontrolmiljøet i Landbrug & Fødevarer vurderede Deloitte, at der ikke var tegn på
konkrete, forsætlige uregelmæssigheder. Tilsvarende var der ikke identificeret tegn på, at ansøgers
ledelse havde accepteret risikoen for det. På denne måde blev der taget højde for de korrigerede
regnskaber i forbindelse med NaturErhvervstyrelsens undersøgelse.”
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk