Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2015 - 9514
11. november 2015
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg har i brev af 22. oktober 2015 stillet
følgende spørgsmål nr. 72 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet
efter ønske fra Miljø- og Fødevareudvalget.
Spørgsmål nr. 72 (alm. del)
./.
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 19. maj 2015 fra Henrik Espersen,
Rønne om støjgener, jf. MOF alm. del - bilag 8.
Svar
Regulering af støj fra udendørs koncerter er et kommunalt anliggende. Det er
således kommunerne, som lokalt skal afveje hensynet mellem ønsket om koncerter
inde i byerne og hensynet til beskyttelse af de borgere, som generes af støjen.
Kommunen kan efter miljøaktivitetsbekendtgørelsen fastsætte bestemmelser i en
forskrift om støj fra udendørs koncerter. Der er ikke fastsat vejledende
grænseværdier for støj fra udendørs koncerter, og kommunerne kan derfor tage
udgangspunkt i Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for støj fra
virksomheder. Nogle kommuner vælger dog at fastsætte støjgrænser, der er højere
end de vejledende støjgrænser for virksomheder, sammen med andre
bestemmelser som f.eks. tidspunkter om aftenen, hvor koncerten senest skal
stoppe, antallet af koncerter, der må afholdes, krav om højttalerplacering væk fra
boligerne, afskærmning mm. Dette skyldes, at koncerter ofte vil have behov for et
støjniveau, der ligger over de vejledende grænseværdier for støj fra virksomheder.
Eksempelvis har Københavns Kommune udarbejdet ”Retningslinjer for
miljømæssige forholdsregler ved udendørs musikarrangementer”.
Hvis borgerne ikke mener, at arrangørerne overholder de forskrifter og tilladelser,
kommunen har fastsat, kan borgerne klage til kommunen. Derudover er der
mulighed for at kontakte Statsforvaltningen, hvis borgerne ikke mener, at
kommunen overholder sine forvaltningsmæssige forpligtigelser. Hvis der i øvrigt
er forstyrrelse af den offentlige orden, som følge af udendørs koncerter, kan
borgerne kontakte politiet.
Jeg ser på den baggrund ikke anledning til at ændre reglerne.
Eva Kjer Hansen
/
Claus Torp
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. +45 38 142 142 • Fax +45 33 145 042 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk