Miljø- og Fødevareudvalget 2015-16
MOF Alm.del
Offentligt
1570077_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Departementet
J.nr. 2015 - 9406
18. november 2015
Folketingets Miljøudvalg har i brev af 21. oktober 2015 stillet følgende spørgsmål
nr. 70, som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Pia Adelsteen
(DF).
Spørgsmål nr. 70
Hvorfor tillader Kystdirektoratet hård kystsikring på Naturstyrelsens områder
(f.eks. Dronningmølle, Vedbæk m.fl.), når private grundejere alene skal sandfodre?
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Kystdirektoratet, som oplyser følgende, hvortil jeg
henholder mig:
”Skræntfodsbeskyttelsen ved Dronningmølle på Villingebæk Hage ligger på
Naturstyrelsens areal. Anlægget, der blev etableret i 1932, blev stærkt beskadiget
under stormen Bodil i december 2013. Anlægget er i 2015 ført tilbage til den
oprindelige tilstand. Det har efter Kystdirektoratets vurdering ikke været
nødvendigt med en tilladelse til arbejdet, da der er tale om vedligeholdelse af et
eksisterende anlæg.
Hvad angår spørgsmålet om Naturstyrelsens område i Vedbæk, lægger
Kystdirektoratet til grund, at der henvises til Naturstyrelsens område ved
Springforbi ca. 5 km syd for Vedbæk, hvor en mindre del af den eksisterende
skræntfodsbeskyttelse bliver renoveret bl.a. som følge af store skader under
stormen Bodil.
Kystdirektoratet vurderede, at der i forbindelse med renoveringen af
kystbeskyttelsesanlægget skulle ske ændringer bl.a. i forhold til fremtidige
klimaændringer, så arbejdet ville kræve en tilladelse. Naturstyrelsen fik denne
tilladelse den 23. september 2015. Det er et vilkår for tilladelsen, at der skal
udføres en kompenserende fodring for at undgå skader hos naboer til
kystbeskyttelsesanlægget.
Ovennævnte to kystbeskyttelsessager på strækninger ejet af Naturstyrelsen er
behandlet på samme måde, som hvis strækningerne havde været privatejet.”
Eva Kjer Hansen
/
Ane Høiberg Nielsen
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 33 92 33 01• Fax 33 14 50 42• CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk
MOF, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 70: Spm. om, hvorfor Kystdirektoratet tillader hård kystsikring på Naturstyrelsens områder når private grundejere alene skal sandfodre, til miljø- og fødevareministeren
2