Miljø- og Fødevareudvalget 2015-16
MOF Alm.del
Offentligt
1562526_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 001-13649
2. november 2015
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg har i brev af 8. oktober 2015 stillet følgende
spørgsmål nr. 7 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske
fra Pia Adelsteen (DF).
Spørgsmål nr. 7 (alm. del)
Hvad er årsagen til, at regeringen i 2014 droppede et nationalt forbud mod 4
hormonforstyrrende stoffer, men nu med beretningen over B60 mener, at et
nationalt forbud vil være muligt (jf. ”Dansk Særrregler ofr Ftalater bliver ikke til
noget” på Plast.dk http://www.plast.dk/aktuelt/nyhed/Danske-saerregler-
forftalater-bliver-ikke-til-noget)?
Spørgsmålet har tidligere været stillet i folketingsåret 2014, jf. MIU alm. del -
spm. 546.
Svar
Den europæiske kemikalielovgivning, REACH, fastsætter harmoniserede
procedurer for indførelse af nye begrænsninger såsom grænseværdier for
indholdet eller afgivelsen af kemiske stoffer fra produkter. Hvis en medlemsstat
ønsker at foreslå en ny begrænsning, skal det anmeldes til kemikalieagenturet,
ECHA, at man går i gang med at udarbejde et forslag. Under udarbejdelse af
forslaget skal der tages stilling til, om der er identificeret en uacceptabel risiko for
forbrugerne eller miljøet på EU-niveau eller kun i medlemsstaten. Kun i det
tilfælde, hvor der ikke kan dokumenteres en risiko på EU-niveau - men der kan
påvises en risiko i fx Danmark - er det muligt at udarbejde et nationalt forbud i
overensstemmelse med Traktaten om den Europæiske Unions Funktionsmåde
artikel 34-36 og reglerne i informationsproceduredirektivet.
I februar 2011 fremsendte Danmark et forslag til EU-begrænsning af brugen af 4
ftalater i visse typer af forbrugerprodukter. Samtidig med behandlingen af det
danske forslag udstedte den tidligere regering i 2012 bekendtgørelse nr. 1113 af 26.
november 2012 om forbud mod import og salg af varer til indendørs brug, som
indeholder ftalaterne DEHP, DBP, BBP og DIBP, og varer hvor dele med disse
stoffer kan komme i kontakt med hud eller slimhinder. Efter udstedelsen af
bekendtgørelsen meddelte Kommissionen Danmark, at det ikke var muligt at
udstede nationale regler for de fire ftalater parallelt med behandlingen af det
danske forslag om EU-begrænsninger, da det var i strid med procedurerne i
REACH og princippet om loyalt samarbejde. Efter yderligere konsultationer
mellem Kommissionen, Justitsministeriet og Miljøstyrelsen omkring fortolkning
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. +45 38 142 142 • Fax +45 33 145 042 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk
MOF, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 7: Spm. om, hvad årsagen er til, at regeringen i 2014 droppede et nationalt forbud mod 4 hormonforstyrrende stoffer, men nu med beretningen over B 60 mener, at et nationalt forbud vil være muligt, til miljø- og fødevareministeren
af procedurerne i REACH tilsluttede den tidligere regering sig Kommissionens
fortolkning og besluttede derfor at ophæve bekendtgørelsen.
I januar 2015 fremsatte Enhedslisten beslutningsforslag B 60 om indførelse af en
ny dansk begrænsning af brugen af de 4 ftalater. I forbindelse med behandlingen
af B 60 orienterede daværende miljøminister Kirsten Brosbøl om, at det
Europæiske Kemikalieagentur, i samarbejde med Danmark, havde igangsat en ny
risikovurdering af de 4 ftalater med henblik på at kunne fremsende et nyt forslag
til EU-begrænsning i januar 2016. I beretningen om B 60 tilkendegav et flertal
bestående af S, RV, SF, EL, ALT og IA, at man skulle afvente resultatet af dette
arbejde, før der skulle tages beslutning om at igangsætte processen mod et muligt
nationalt forbud. V, DF, LA og K ville ikke binde den daværende miljøminister til
at fremsætte forslag om et dansk forbud, uden at kende udfaldet af processen i EU
og baggrunden for den beslutning, der måtte blive taget, hvis det ikke var muligt at
lave et EU-forbud.
For et mere dybdegående svar om råderummet for national regulering, kan jeg
henvise til svaret på alm. del spm. 85 stillet den 25. august 2015 (2014-15 (2.
samling)) og til svaret på spm. 1-14 stillet i forbindelse med B 60 (2014-15 (1.
samling)), som også omhandler fortolkningen af den såkaldte Lapin-dom, der bl.a.
lå til grund for den danske fortolkning af procedurerne i REACH, og som også lå til
grund for beretningen om B 60, hvori procedurerne og mulighederne for et
nationalt forbud netop er gennemgået.
Eva Kjer Hansen
/
Michel Schilling
2