Miljø- og Fødevareudvalget 2015-16
MOF Alm.del
Offentligt
1568304_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. NST-101-02226
Den 16. november 2015
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg har i brev af 21. oktober 2015 stillet
følgende spørgsmål nr. 69 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet
efter ønske fra Pia Adelsten (DF).
Spørgsmål nr. 69 (alm. del)
Skal der udarbejdes VVM-redegørelse eller anden vurdering i forbindelse med
omlægning af åer til oprindeligt løb?
Svar
Spørgsmålet har været forelagt Naturstyrelsen, der har oplyst følgende, som jeg
henholder mig til.:
”Omlægning af åer til naturlige forløb er vandløbsrestaureringsprojekter, som med
hjemmel i vandløbsloven gennemføres for at forbedre de fysiske forhold i og
omkring vandløb
Forud for gennemførelsen af et vandløbsrestaureringsprojekt skal
vandløbsmyndigheden (kommunen) efter vandløbslovens regler foretage en
konkret afvejning mellem de afvandingsmæssige og de natur- og miljømæssige
interesser, som vil blive berørt af projektet. Kommunen skal desuden foretage en
vurdering af eventuelle kulturhistoriske interesser. Det skyldes, at projektet ikke
kan gennemføres, hvis væsentlige kulturhistoriske interesser derved tilsidesættes.
Vandløbsrestaureringsprojekter vil normalt også berøre følgende regler:
Vandløbsrestaureringsprojekter er som udgangspunkt omfattet af
screeningsreglerne i VVM-bekendtgørelsen. Det betyder, at projektet skal screenes
med henblik på en nærmere vurdering af, om projektet kan påvirke miljøet
væsentligt. Dette gælder dog ikke, hvis et vandløbsrestaureringsprojekt påvirker et
Natura2000 område i sådan en grad, at der skal laves en konsekvensvurdering
efter habitatreglerne, jf. nedenfor. I disse tilfælde vil der være VVM-pligt, således
at der skal udarbejdes en VVM-redegørelse.
Hvis vandløbet er udpeget som beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3, vil en
omlægning også kræve en kommunal dispensation fra naturbeskyttelsesloven. Det
skyldes, at omlægningen vil have konsekvenser for vandløbets dyre- og planteliv.
Omlægning af en å til naturligt forløb betragtes oftest som et naturforberedende.
Der kan normalt gives dispensation til naturforbedrende tiltag. Efter omlægningen
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. +45 38 142 142 • Fax +45 33 145 042 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk
MOF, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 69: Spm. om der udarbejdes VVM-redegørelse eller anden vurdering i forbindelse med omlægning af åer til oprindeligt løb, til miljø- og fødevareministeren
vil den nye vandløbsstrækning almindeligvis være beskyttet efter
naturbeskyttelseslovens § 3.
Ved vandløbsrestaureringsprojekter, der enten foretages i Natura 2000-områder
eller som kan påvirke ind i et Natura 2000-område, skal det vurderes om området
bliver påvirket væsentligt. Dette gælder for projekter, der ikke direkte er forbundet
med eller nødvendige for Natura 2000-områdets forvaltning. I vurderingen indgår
om planen eller projektet i selv eller i sammenhæng med andre planer og projekter
kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Hvis en væsentlig påvirkning ikke
kan afvises, skal der efter habitatdirektivet gennemføres en konsekvensvurdering.
Denne vurdering kan integreres i VVM-redegørelsen.
Herudover skal der i medfør af habitatbekendtgørelsens regler foretages en
vurdering af, om projektet kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder
for arter omfattet af habitatdirektivets bilag IV.
Hvis et vandløbsrestaureringsprojekt i øvrigt kræver, at der udarbejdes en
kommuneplan eller et kommuneplantillæg, skal der indhentes en
planlægningstilladelse til projektet efter habitatbekendtgørelsens regler. I
forbindelse med planlægningstilladelsen skal der foretages en vurdering af
projektets påvirkning af Natura 2000-området. Planlægningstilladelsen er ikke en
endelig stillingtagen til projektet. ”
Eva Kjer Hansen
/
Oluf Engberg
2