Miljø- og Fødevareudvalget 2015-16
MOF Alm.del
Offentligt
1623651_0001.png
NOTAT
Center for Fiskeri
J.nr. 16-7112-000005
Ref. SPJ
Den 19. april 2016
Notat om Foreningen for Skånsomt Kystfiskeris kvoteforslag
Problemstilling
For at fremme det kystnære fiskeri med mindre fartøjer, har der gennem en årrække været en særlig
frivillig ordning for kystfiskere, hvor de gratis får ekstra årsmængder af torsk, tunge og rødspætte til
fartøjer under 17 meter. Den nuværende ordning løber 2014-2016. Der er 215 fartøjer tilmeldt
kystfiskerordningen i 2016, heraf 148 fartøjer, der fisker med skånsomme redskaber som garn, små
snurrevod og tejner.
Mængder af torsk, tunge og rødspætte afsættes til kystfiskerordningen forud for tildelingen af
årsmængder til fiskerne generelt. I 2016 er der uddelt 1.587 tons torsk, tunge og rødspætte til fiskerne i
kystfiskerordningen svarende til en landingsværdi på 20,3 mio. kr. beregnet ud fra de gennemsnitlige
afregningspriser i 2015.
Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri har ved foretrædet for Miljø- og Fødevareudvalget den 30. marts
2016 udleveret foreningens kvoteforslag til en kommende kystfiskerordning. Foreningen ønsker ud
over de eksisterende ordninger for kystfiskeriet, at der oprettes en kystkvotefond, som tilføres torsk,
rødspætte, tunge, mørksej og kuller fra eksisterende ordninger og tildeles kystfiskere, der fisker med
skånsomme redskaber.
Baggrund
Foreningen for Skånsomt Kystfiskeris forslag indgår sammen med et forslag fra Danmarks
Fiskeriforening PO som nogle af de elementer, der drøftes i den arbejdsgruppe under
Erhvervsfiskeriudvalget, som er nedsat for at evaluere kystfiskerordningen.
Drøftelserne har vist, at de to foreninger er enige om, at en lang række grundlæggende elementer i den
eksisterende ordning kan videreføres i en ny ordning. Her kan bl.a. nævnes, at der er enighed om, at
ordningen fortsat skal omfatte fartøjer på max. 17 meter; at det fortsat skal være frivilligt, hvilke arter
– fordelt efter farvand – fiskeren ønsker at tilmelde ordningen; at kvoteandele af tilmeldte arter kun
må sælges eller udlejes til fartøjer inden for ordningen samt, at 80% af fangstrejserne fortsat skal have
en varighed på højst 2 dage.
Der er endvidere umiddelbar enighed om, at procentdelen, som den enkelte fisker selv skal fiske af
kvoteandele, der er tilmeldt ordningen, skal øges fra de nuværende 50% til en højere sats, der skal
fastsættes nærmere.
NaturErhvervstyrelsen • Nyropsgade 30 • 1780 København V
Tlf. 33 95 80 00 • EAN 5798000877955 • [email protected] • www.naturerhverv.dk
MOF, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 646: Spm. om kommentar til materialet fra Foreningen for Skånsomt Kystfiskeris foretræde for udvalget 30. marts 2016, jf. MOF alm. del - bilag 376, til miljø- og fødevareministeren
Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri har stillet forslag om en kystkvotefond for skånsomt fiskeri og et
lukket kystfiskersegment:
Forslaget om oprettelse af en kystkvotefond for skånsomt fiskeri indebærer, at der tilføres yderligere
mængder af torsk, rødspætte og tunge. Endvidere skal kuller og mørksej også omfattes af denne
kystkvotefond. De mængder, som skal tilføres kystkvotefonden, skal tages fra 1) fiskefonden, 2) som et
større udtag af Danmarks kvoter inden kvoterne fordeles, 3) ved et indhug i de eksisterende kvoter –
en slags toldningsordning. Mængden i kystkvotefonden skal løbende tilføres mængder for at sikre
vækst i det skånsomme kystfiskeri. Såfremt mængderne i kystkvotefonden ikke kan opfiskes, skal
mængderne uddeles til de øvrige segmenter uden for kystfiskerordningen, så kvoten udnyttes.
Forslaget om et lukket kystfiskersegment bygger på, at det er frivilligt at deltage, men er man først
tilmeldt, kan man ikke udmeldes igen. Det skal være muligt for deltagere i det lukkede segment at leje
mængder og købe kvoteandele fra fartøjer uden for segmentet, men ikke at udleje og sælge kvoter ud af
segmentet. Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri har ikke oplyst, hvor store mængder, der skal afsættes
til kystkvotefonden.
Danmarks Fiskeriforening PO er ikke enige i disse to forslag og henviser bl.a. til, at et lukket segment
under gældende forhold kan etableres på frivillig basis af interesserede.
DFPO mener ikke, at der skal tilføres flere fisk til ordningen, men at ordningen skal rulles tilbage
således, at der ikke fremover skal ske ekstra tildeling til fiskeri med særligt skånsomme redskaber.
Løsning
På baggrund af de afholdte møder i arbejdsgruppen om evaluering af kystfiskerordningen vurderer
NaturErhvervstyrelsen, at de 2 foreninger er så langt fra hinanden i spørgsmålet om tildeling af
yderligere mængder til kystfiskerordningen samt fordeling at tillægsmængder til de deltagende
fartøjer, at der ikke kan skabes en enig indstilling om en ny ordning.
NaturErhvervstyrelsen vil med udgangspunkt i de afholdte drøftelser i forbindelse evalueringen
snarest forelægge ministeren en sag med forslag til muligt indhold af en ny kystfiskerordning til
afløsning for den aktuelle, der udløber udgangen af 2016.
2