Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. NST-401-01902
Den2. maj 2016
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 644 (MOF alm. del) stillet den 4. april 2016
efter ønske fra Miljø- og Fødevareudvalget.
Spørgsmål nr. 644
Vil ministeren oplyse, hvor de ekstra målinger, der er forudset i landbrugs- og fødevarepakken skal
foretages? Mener ministeren, at målinger skal gælde for hele vandoplande eller for de enkelte jordes
udledning? Hvor mange målinger er nødvendige, hvis de skal lægges til grund for reguleringen af den
enkelte mark?
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Naturstyrelsen, som oplyser, at styrelsen er i gang med at analysere
relevante lokaliteter til placering af både de 100 nye kystnære stationer og de 95-100 nye målestationer
i oplandene.
I forbindelse med placeringen af de kystnære målestationer vil der være fokus på at opnå et større
areal, som er dækket af målestationer. Det gælder bl.a. Limfjordsområdet, det nordlige Jylland,
omkring Ringkøbing Fjord, i Nordsjælland ved Isefjord samt Roskilde Fjord, som alle i dag har større
ikke-målte områder. Med oprettelse af 100 nye kystnære målestationer forventes det samlede målte
areal at blive øget fra ca. 50 pct. til 60-65 pct. af det danske landareal. Dette vil betyde, at der
fremadrettet kan måles på hele det danske areal, som det fagligt set giver mening at måle udledningen
af kvælstof fra.
De 95-100 nye stationer opstrøms i vandløbssystemerne vil understøtte en mere differentieret
opgørelse af kvælstofbelastningen. Stationerne forventes placeret i de mest sårbare områder, og i de
områder, hvor der er mest tvivl om, hvorfra kvælstofbelastningen kommer.
Aarhus Universitet og GEUS er inddraget i placeringen af begge typer stationer, så målingerne bedst
muligt understøtter det nationale overvågningsprogram og modeller for kvælstofomsætning.
Interessenterne vil blive orienteret om principperne for placering af stationerne, og hvor stationerne
forventes placeret. Den endelige placering forventes at foreligge medio 2016, hvorefter stationerne
sættes i drift.
Når de supplerende målinger er fuldt udbyggede, vil de kunne bruges til endnu mere målrettede
kvælstofindsatser, men der vil ikke foreligge målinger af udledningen fra de enkelte jorder, f.eks. på
ejendoms/markniveau.
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk