Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. NST-4101-01044
Den 25. april 2016
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 634 (MOF alm. del) stillet den 30. marts
efter ønske fra Søren Egge Rasmussen (EL).
Spørgsmål nr. 634
”Vil ministeren i forbindelse med den annoncerede åbning af brislingekassen langs den jyske vestkyst
redegøre for de potentielle effekter, det forventede fiskeri efter brisling kan få for bestanden af
splitterner, en art, der er på EU fugledirektivets bilag 1 over arter, der kræver en særlig beskyttelse, og
som samtidig er på både den globale og den nationale rød-liste over truede arter?”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Naturstyrelsen, som har bedt Aarhus Universitet, Nationalt Center for
Miljø og Energi (DCE) om en faglig vurdering af eventuelle effekter (positive/negative) for
splitternebestanden langs vestkysten og i Danmark som helhed, hvis forbuddet mod brislingefiskeriet
ophæves.
Naturstyrelsen oplyser, at splitternen ikke er rødlistet hverken på verdensplan, europæisk plan eller på
nationalt plan for Danmark. Ynglebestanden af splitterner i Danmark vurderes til at være omkring
4000 par, hvoraf færre end 300 par yngler i områderne, Vadehavet og Vestjylland.
DCE har oplyst, at der ikke foreligger studier af, hvordan den hidtidige begrænsning af fiskeriet i
brislingekassen har påvirket bestandene af små stimefisk og dermed fødegrundlaget for splitternerne,
og at det derfor ikke er muligt at sige, hvorvidt fødegrundlaget for splitternerne har været bedre
indenfor brislingekassen end udenfor.
Som svar på Naturstyrelsens spørgsmål oplyser DCE, at det sandsynligvis vil være til gavn for artens
bestand i Danmark og Europa, at det kommende fiskeri på brisling og sild i brislingekassen ikke
kommer til at resultere i en væsentlig nedgang i udbuddet af føde for splitterner i sensommeren. Hvad
angår konsekvenserne af, at fødesøgningsmulighederne for de lokalt ynglende splitterner kan blive
påvirket, er det DCE’s vurdering, at dette ikke på kort sigt vil have væsentlige konsekvenser for den
danske ynglebestand.
DCE’s redegørelse er offentlig tilgængelig og kan findes på DCE’s hjemmeside: www.dce.au.dk.
Med hensyn til det fremtidige fødeudbud for splitterner som følge af åbning af brislingekassen vil jeg
gøre opmærksom på, at fiskeri efter brisling og sild generelt i Nordsøen sker på baggrund af
videnskabelig rådgivning fra Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES). Der er således fastsat
kvoter for både brisling og sildebifangster på et bæredygtigt grundlag.
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk