Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 12. april 2016
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 628 (MOF alm. del) stillet 23. marts 2016
efter ønske fra Lisbeth Bech Poulsen (SF).
Spørgsmål nr. 628
”Ministeren bedes fremsende et notat om import af affald til forbrænding på danske anlæg for hvert af
årene siden 2009 indeholdende oplysninger om de samlede mængder for hvert af årene,
affaldsmængderne og affaldstyper fordelt på anlæg samt om eksporterende land og eksportør.”
Svar
Miljøstyrelsen har udarbejdet vedlagte notat, som jeg henviser til. Af notatet fremgår oplysninger om
forbrændingsegnet ikke-farligt affald importeret til danske forbrændingsanlæg, om importmængder
fordelt på modtageanlæg inkl. affaldstyper og om importmængder fordelt på eksportland inkl.
eksportører, alle vedrørende årene 2009-2015.
Det fremgår af tabel 1, at den samlede import af affald til forbrændingsanlæg har været jævnt stigende
fra ingen import i 2009 til ca. 324.000 ton i 2015. Det drejer sig hovedsageligt om såkaldt RDF-affald
(Refuse-Derived Fuel), som er affald fra industri, detailhandel, byggeri eller husholdninger i form af
den forbrændingsegnede ikke-farlige rest, der er tilbage, efter at genanvendelige materialer, som f.eks.
metaller, glas, plast og organisk materiale, er sorteret fra.
Opgørelserne er baseret på udtræk fra Miljøstyrelsens Transportdatabase. Som anmelder/eksportør
fremgår de juridiske personer, der påtager sig ansvaret for at ”anmelde” transporten (dvs. indgive
ansøgning) til de kompetente myndigheder og for at tage affaldet tilbage, hvis transporten ikke kan
fuldføres.
./.
Jeg kan i øvrigt henvise til besvarelsen af MOF alm. del spørgsmål 561.
Esben Lunde Larsen
/
Nicolai Høtoft
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk