Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2016-3316
Ref. palnie
Den 8. april 2016
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 611 (MOF alm. del) stillet 11. marts 2016
efter ønske fra Maria Gjerding (EL).
Spørgsmål nr. 611
”Ministeren bedes begrunde beslutningen om at undlade at inddrage politiet i den
omfattende sag om misbrug af EU-midler beskrevet i artiklen ”Bilagsfusk med EU-
midler i svinevidencenter lukket i al stilhed”, bragt i DK NYT den 8. marts 2016.”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for NaturErhvervstyrelsen, som oplyser:
”Da der i december 2013 blev konstateret et stort antal fejl i ansøgningerne fra Videncenter for
Svineproduktion, som hører under Landbrug & Fødevarer, anså NaturErhvervstyrelsen det for
nødvendigt at få afklaret, om der kunne være tale om forsætlige uregelmæssigheder.
På baggrund af drøftelser med Kammeradvokaten blev styrelsen anbefalet at gennemføre en særskilt
undersøgelse, der kunne afklare, om der overordnet var tegn på forsætlige uregelmæssigheder.
Herunder om ledelsen uden at tilstræbe det accepterede risikoen for uregelmæssigheder. Hvis der var
tegn på det, ville der være begrundet mistanke om svig og grundlag for at inddrage de relevante
politimyndigheder i de videre undersøgelser af Videncenter for Svineproduktion.
Efter at Deloitte havde gennemgået kontrolmiljøet i Landbrug & Fødevarer og udgiftsbilag i de enkelte
projekter, konkluderede Deloitte bl.a. i deres redegørelse; ”at vi ikke har identificeret konkrete
forsætlige uregelmæssigheder, ligesom vi ikke har identificeret tegn på forsætlige uregelmæssigheder
eller at ledelsen har accepteret risikoen herfor.”.
NaturErhvervstyrelsen mener, at Deloitte har gennemført en grundig undersøgelse, og styrelsen er
enig i Deloittes konklusion om forsæt eller tegn herpå. Der har altså ikke været begrundet mistanke
om svig, og derfor heller ikke anledning til at videregive sagen til politiet”.
Esben Lunde Larsen
/
Sarah Børner
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk