Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
7. april 2016
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 609 (MOF alm. del) stillet den 11. marts
2016 efter ønske fra Rasmus Prehn (S).
Spørgsmål nr. 609
Ministeren bedes oplyse, hvor mange støjplagede danskere der bor i de større byer?
Svar
Jeg antager, at der med spørgsmålet henvises til personer, som er udsat for en støjbelastning fra
vejstøj, der overstiger Miljøstyrelsens vejledende grænseværdi for vejstøj på 58 dB. Jeg har forelagt
spørgsmålet for Miljøstyrelsen, som oplyser følgende:
”I 2012 var der i byer med flere end 100.000 indbyggere samlet set ca. 514.700 personer, som var
belastet af vejtrafikstøj over Miljøstyrelsens vejledende grænseværdi på 58 dB. Grænseværdien svarer
til en støjbelastning, som ca. 9 % af en normal befolkning vil opfatte som stærkt generende.
Antallet af personer belastet af vejtrafikstøj er beregnet på baggrund af kommunernes indberetninger i
forbindelse med støjkortlægningen i 2012 af København, Frederiksberg, Odense, Aarhus og Aalborg og
oplysninger fra Danmarks Statistik.
Hvert 5. år skal kommunerne gennemføre en kortlægning af støjen fra veje i byområder med flere end
100.000 indbyggere. Derudover kortlægges støjen fra motorvejene af Vejdirektoratet, støjen fra de
større banestrækninger kortlægges af Banedanmark, og endelig kortlægges støjen fra de større
lufthavne samt få større virksomheder. Kortlægningen udføres efter retningslinjerne i ”Bekendtgørelse
om kortlægning af ekstern støj og udarbejdelse af støjhandlingsplaner”, der implementerer EU ’s
støjdirektiv. Næste støjkortlægning skal være afsluttet den 30. juni 2017. Kortlægningerne af støj
bruges blandt andet til at prioritere støjindsatsen, eksempelvis gennem myndighedernes
støjhandlingsplaner, og som information til borgerne om støj.
Der findes ikke nogen kortlægning, som viser det samlede støjbillede med alle kilder til støj. ”
Esben Lunde Larsen
/
Claus Torp
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk