Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr.: 2016-3147
Den 18. april 2016
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 596 (MOF alm. del) stillet den 8. marts
2016 efter ønske fra Pia Olsen Dyhr (SF).
Spørgsmål nr. 596
”Vil ministeren ud fra en vurdering af, hvor stor andel af EU landenes landareal, der
er udpeget som natura 2000 område, uddybe sin udtalelse om, at »EU’s
naturbeskyttelsesprogram har taget fuldstændig overhånd«, jf. artikel i JP den 6.
marts 2016: "Jeg har altid været miljøforkæmper, men..." ”
Svar
Natura 2000-planerne har fokus på noget af vores rigeste og mest sårbare natur, og den er jeg optaget
af at sikre. Opgaven med at sikre den nødvendige forvaltningsindsats gribes forskelligt an EU-landene
imellem, og det afspejler de enkelte landes naturforhold og traditioner. I Danmark udgør det udpegede
landareal 8 procent, fordi vi er et intensivt udnyttet landbrugsland. Til gengæld har vi udpeget ca. 18
procent af havarealet, fordi vi med mange lavvandede fjorde og en vigtig geografisk placering i
fuglenes trækruter har et særligt ansvar her. Det store udpegede areal på havet er udpeget på en måde,
der både tager hensyn til havmiljøet og fiskerierhvervet.
Med naturplanerne sker en målrettet indsats, hvor der plan for plan og på baggrund af data indsamlet
på arealerne er beskrevet den indsats, som er nødvendig for at sikre netop den natur, der er til stede i
det enkelte udpegede område.
Mit fokus med artiklen har været, og er fortsat, at vi hele tiden har blik for, om vi foretager den rigtige
afgrænsning af det enkelte område. Det betyder også, at der løbende skal tages hensyn
til samfundets generelle udvikling, hvor f.eks. arealernes funktion og byudvikling ændrer sig.
Esben Lunde Larsen
/
Charlotte Brøndum