Miljø- og Fødevareudvalget 2015-16
MOF Alm.del
Offentligt
1615856_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. NST-401-01856
Den 1. april 2016
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 593 (MOF alm. del)
stillet efter ønske fra Maria Reumert Gjerding (EL).
Spørgsmål nr. 593
”Er ministeren enig med Aalborg Kommune og forskere ved biologisk institut ved
Købehavns Universitet i, at en ændret gødningsnorm vil betyde, at der skal
gennemføres dyrkningsrestriktioner på flere arealer for at fastholde beskyttelsen af
drikkevandet, og at regningen vil ende hos forbrugerne?”
Svar
Målet med Fødevare- og landbrugspakken er, at der skal skabes bedre rammer for
fødevare- og landbrugssektoren – i samspil med natur og miljø.
Udgangspunktet er, at de øgede kvælstofnormer ikke skal føre til, at grundvandet
forurenes. Viser det sig, at der lokalt er brug for konkrete tiltag som følge af den
kommunale indsatsplan for at sikre drikkevandet, vil regningen, som hidtil, skulle
betales af de vandforbrugere, som har gavn af indsatsen. Det har været et
gældende princip i mange år.
For at kunne fastslå størrelsen af eventuelle ekstra omkostninger for forbrugerne
og kommunerne som følge af udfasningen af de reducerede gødskningsnormer, er
det nødvendigt at kende udviklingen i nitratudvaskningen til grundvandet i
oplandet til den enkelte vandforsyning.
For at belyse bl.a. dette nærmere gennemfører Naturstyrelsen i første halvdel af
2016 et projekt, som belyser effekten af udfasningen af de reducerede
gødskningsnormer. I dette projekt beregnes ændringen i grundvandets
nitratindhold som følge af gødskningsloven, idet der samtidig indregnes effekten
af andre forhold, som samtidig reducerer nitratudvaskningen til grundvandet, den
såkaldte baseline.
Esben Lunde Larsen
/
Christian Vind
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 •
Tlf. +45 38 142 142 • Fax +45 33 145 042 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • • www.mfvm.dk