Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. NST-101-02225
Den 16. november 2015
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg har i brev af 19. oktober 2015 stillet
følgende spørgsmål nr. 59 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet
efter ønske fra Maria Reumert Gjerding (EL).
Spørgsmål nr. 59 (alm. del)
I 2014 udlejede staten jagten på i alt 66.500 hektar. Herudover forestår
Naturstyrelsen jagtafholdelsen på godt 100.000 hektar. Kan ministeren oplyse,
hvor stor en del af dette areal, der vil være udlejet i 2016?
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Naturstyrelsen, der oplyser følgende, til hvilket jeg
henholder mig:
”Naturstyrelsen udlejer som udgangspunkt jagten på styrelsens arealer.
Hovedundtagelserne fra dette princip er arealer, hvor kongehuset har jagtretten,
og arealer hvor jagtudleje skønnes at være i konflikt med blandt andet hensynet til
natur eller andre brugere f.eks. i beskyttelsesområder og bynære områder.
Styrelsen forsøger løbende at øge det jagtudlejede areal i det omfang, det er
foreneligt med andre natur- og publikumshensyn, men oplever på en del
eksisterende jagtlejemål et stigende konfliktniveau. Det betyder, at styrelsen
tilsvarende løbende overvejer, om det er nødvendigt at udtage arealer af jagtleje
for at mindske konfliktniveauet med andre brugergrupper. De stigende konflikter
skyldes ofte øget anvendelse af arealerne fra andre brugergrupper, f.eks.
mountainbikere, eller arealerne er udlagt til urørt skov, som efter en årrække kan
have svært ved at tiltrække interesserede jagtlejere.
Da Naturstyrelsen i øjeblikket er ved at gennemgå arealerne mhp. mulighederne
for udlejning af jagten, er det endnu for tidligt at sige, hvor mange arealer, der vil
være udlejet i 2016.
Naturstyrelsen kan i øvrigt oplyse, at styrelsen arbejder for, at det i 2016 vil blive
muligt at opkræve betaling for flere af de jagter Naturstyrelsen afholder på de
steder, hvor styrelsen forestår jagtafholdelsen.”
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. +45 38 142 142 • Fax +45 33 145 042 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk