Miljø- og Fødevareudvalget 2015-16
MOF Alm.del
Offentligt
1615755_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. NST-401-01856
Den1. april 2016
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 583 (MOF alm. del) stillet efter ønske fra
Maria Reumert Gjerding (EL).
Spørgsmål nr. 583
”Kan ministeren bekræfte, at den manglende overensstemmelse mellem baseline og virkeligheden bl.a.
kan skyldes klimaforandringer, og disse må forventes at tage til i fremtiden?”
Svar
Effekten af baseline er i 2015 fastlagt af Aarhus Universitet for perioden 2013-2021, og beskrevet i
rapporten ”Revurdering af baseline 2013-2021”, Aarhus Universitet, 2016. Som det fremgår af svaret
på MOF spørgsmål 573 (alm. del) kan forskelle fra år til år skyldes variationer i afstrømning, nedbør,
klima, dyrkningsmæssige forhold m.v. Når afstrømningsdata klimanormaliseres, sker dette ud fra
afstrømningen i perioden 1990 til i dag, dvs. mulige klimabetingede ændringer i afstrømning i
perioden indgår i beregningsgrundlaget.
Miljø- og Fødevareministeriet har ikke grundlag for at vurdere, at variation i kvælstoftilførsel til
kystvande i 2013 og 2014 skulle skyldes klimaforandringer, men vurderer, at den mest sandsynlige
årsag er de førnævnte år til år variationer i afstrømning m.v.
Det forventes, at klimaændringer i de kommende år vil medføre mere nedbør, og at øgede
nedbørsmængder kan medføre en øget tilførsel af kvælstof til kystvande særligt, hvis nedbøren forøges
i vinterperioden. Fremadrettede klimaeffekter regnes normalt over relativt lange tidshorisonter, hvor
der i vandområdeplanerne regnes med en 6 årig planperiode. Hvis der viser sig klimabetingede
ændringer i kvælstoftilførslerne til kystvande i de kommende år, vil sådanne ændringer indgå i
datagrundlaget for kommende vandområdeplaner for 2021-2027, og der vil være mulighed for at
justere planerne i forhold hertil.
Esben Lunde Larsen
/
Christian Vind
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk