Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 21. marts 2016
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 570 (MOF alm. del) stillet 3. marts 2016
efter ønske fra Ida Auken.
Spørgsmål nr. 570
”Vil ministeren redegøre for, hvor stor en kapacitetsudvidelse til afgasning af gylle på nye og
eksisterende biogasanlæg, der er godkendt, men endnu ikke etableret eller i drift?”
Svar
Miljøstyrelsen har kontaktet Energistyrelsen, som har oplyst følgende:
”I Danmark har der i de seneste år været stor vækst i udbygningen af biogasanlæg. Biogas Taskforce
har i april 2015 gjort status over biogasudbygningen og udarbejdet en vurdering af udviklingen i
biogasproduktion frem til 2020. På basis af den opdaterede vurdering skønnes biogasproduktionen at
kunne stige fra knap 5 PJ (petajoule) i 2014 til 14 PJ i 2020. Der er tale om et centralt skøn, hvor
usikkerhedsspændet vurderes at være 11-18 PJ i 2020. I dag afgasses ca. 4,2 mio. tons husdyrgødning
svarende til ca. 10 % af alt husdyrgødning. Det forventes, at i 2020 vil omkring 10 mio. tons svarende
til en fjerdedel af al husdyrgødning blive behandlet i et biogasanlæg. Af de eksisterende 158
biogasanlæg er 48 gårdbiogasanlæg og 22 biogasfællesanlæg, hvor den resterende del er rådnetanke på
kommunale rensningsanlæg og lossepladsanlæg.
Den planlagte udvidelse af biogassektoren består både af nye gård- og fællesanlæg samt udvidelse af
eksisterende anlæg. Biogasfællesanlæggenes energiproduktion er primært baseret på husdyrgødning,
men for at få et optimalt gasudbytte anvender anlæggene også andre inputmaterialer. I gennemsnit
anvendes ca. 80 % husdyrgødning beregnet på vådvægt i biogasfællesanlæggene, hvor det øvrige input
fordeler sig på slam og øvrige restprodukter som fx animalske biprodukter og kildesorteret organisk
dagrenovation. På gårdanlæggene anvendes desuden en mindre andel energiafgrøder.
På nuværende tidspunkt vurderes der at være ca. 6-10 anlæg under opførsel og flere er på vej.”
Der foreligger ikke datagrundlag, der gør det muligt at estimere en præcis mængde husdyrgødning, der
skal anvendes i godkendte anlæg, som endnu ikke er etableret eller i drift, ud over ovenstående
overordnede fremskrivning frem mod 2020.
Esben Lunde Larsen
/
Claus Torp
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk