Miljø- og Fødevareudvalget 2015-16
MOF Alm.del
Offentligt
1568623_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 001-13696
Den 16. november 2015
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg har i brev af 19. oktober 2015 stillet
følgende spørgsmål nr. 55 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet
efter ønske fra Maria Reumert Gjerding (EL).
Spørgsmål nr. 55 (alm. del)
Ministeren bedes redegøre for status for etableringen af nye afstandskrav, der
skal beskytte naboerne mod gener fra lugt, fluer og måger fra minkfarme.
Svar
Afstandskravet til naboer bliver ligesom for andre husdyrbrug beregnet på
baggrund af lugtemissionsniveauet fra den pågældende dyregruppe og viden om
hvordan lugten spreder sig. Tal for lugtemissionen for mink bygger på et
pilotprojekt gennemført i 2013. Der er henover sommeren 2015 foretaget nye
forsøg, der skal kvalificere tal for lugtemissionen for minkfarme. Konklusionerne
af de nye forsøg forventes i november 2015 og skal bruges til fastsættelse af
endelige normtal for, hvor meget det lugter fra minkfarme.
Der er sideløbende med dette arbejde iværksat nye undersøgelser af, hvordan
lugten spreder sig fra naturligt ventilerede stalde. Lugtspredningen fra
minkstaldene er en del af denne undersøgelse. Den endelige rapport forventes
færdig inden udgangen af 2015.
Resultaterne fra forsøgene vedrørende lugtemissionen fra minkstaldene og den
opdaterede viden om lugtspredningen, vil resultere i en opdatering af baggrunden
for beregningen af afstandskravene. Resultaterne vil indgå i forbindelse med
beregningerne af geneafstandene ved kommunernes miljøgodkendelser af
minkfarme.
For at styrke viden om mulige tiltag i forhold til at forebygge fluegener fra
minkfarme er der igangsat forsøg med håndtering af fluegener på minkfarme.
Resultatet af disse undersøgelser forventes færdige inden udgangen af 2015 og skal
føre til en opdatering af retningslinjerne for fluebekæmpelse. Det forventes at
resultere i færre fluegener for naboer til minkfarme.
Eva Kjer Hansen
/
Claus Torp
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. +45 38 142 142 • Fax +45 33 145 042 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk