Miljø- og Fødevareudvalget 2015-16
MOF Alm.del
Offentligt
1605579_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Ministeren
J.nr. MST-001-14304
1.
marts 2016
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg har i brev af 17. februar 2016 stillet
følgende spørgsmål nr. 512 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet
efter ønske fra Pia Olsen Dyhr (SF).
Spørgsmål nr. 512 (alm. del)
Vil ministeren i forlængelse af sin besvarelse af 16. december 2015 af alm. del –
spørgsmål 118 uddybe, hvorfor en pludselig forurening fra Høfde 42 som følge af
stormflod eller lignende ikke er dækket af miljøskadeloven, jf., at begivenheden –
stormfloden – i givet fald vil finde sted efter lovens skæringsdato 1. juli 2008?
Svar
I svaret af 16. december 2015 til spørgsmål 118 fremgår følgende vedrørende
miljøskadeloven:
”Miljøstyrelsen oplyser, at Miljøansvarsdirektivet i Danmark er implementeret ved
miljøskadeloven og den såkaldte samlelov, hvorved der blev foretaget ændringer i
en række miljølove. I overensstemmelse med direktivet finder miljøskadeloven
anvendelse på en miljøskade eller overhængende fare for miljøskade, der er
forvoldt ved en emission eller begivenhed, som har fundet sted efter den 1. juli
2008, jf. lovens § 60, stk. 1. Efter samme bestemmelses stk. 2 finder loven dog ikke
anvendelse på en miljøskade eller overhængende fare for miljøskade, der skyldes
en emission eller begivenhed, når denne følger af en aktivitet, som fandt sted før
den 1. juli 2008. Da forureningen ved Høfde 42 skyldes aktiviteter, der fandt sted
før dette tidspunkt, finder miljøskadeloven ikke anvendelse i relation til denne
forurening.”
Supplerende til ovenstående svar oplyser Miljøstyrelsen, at begrebet ”en bestemt
aktivitet” i miljøskadelovens § 60, stk. 2, skal ses i sammenhæng med lovens § 5,
der har følgende ordlyd:
”§ 5. Loven omfatter undersøgelse og afhjælpning af en miljøskade og
undersøgelse af og forebyggelse ved en overhængende fare for en miljøskade, der
er forvoldt ved en erhvervsmæssig aktivitet, og hvor det af en myndigheds
afgørelse fremgår, hvem der kan anses for ansvarlig for miljøskaden eller den
overhængende fare for en miljøskade.
Stk. 2. Ved erhvervsmæssig aktivitet forstås i denne lov enhver aktivitet, der
udføres i forbindelse med en økonomisk aktivitet, en forretning eller en
virksomhed, uanset om denne er privat eller offentlig, og uanset om den udføres
med eller uden økonomisk gevinst for øje.”
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. +45 38 142 142 • Fax +45 33 145 042 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk
MOF, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 512: Spm. om, hvorfor en pludselig forurening fra Høfde 42 som følge af stormflod eller lignende ikke er dækket af miljøskadeloven, til miljø- og fødevareministeren
I den udstrækning en erhvervsmæssig aktivitet vil kunne siges at være skyld i en
forurening fra Høfde 42 som følge af en stormflod eller lignende, vil der være tale
om den oplagring af miljøskadelige stoffer mv., der fandt sted før den 1. juli 2008.
Afgørende er således ikke, om der efterfølgende – og efter den 1. juli 2008 –
forekommer en begivenhed, der udløser en miljøskadelig emission, men hvornår
den pågældende, oprindelige erhvervsmæssige aktivitet fandt sted.
Esben Lunde Larsen
/
Michel Schilling
2