Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Departementet
J.nr. 2016 - 858
Den 17. februar 2016
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg har i brev af 20. januar 2016 stillet følgende
spørgsmål nr. 400, som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Pia
Adelsteen (DF).
Spørgsmål nr. 400
Vil ministeren kommentere henvendelsen fra Marianne og Ralph Bollhorn,
Vig, om Næbbekroen, jf. MOF alm. del - bilag 221, herunder redegøre for regler
om tilhørsforhold og genopbygning af tidligere ejendom i samme stil?
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Kystdirektoratet, som oplyser følgende, som jeg
kan henholde mig til:
”Der er i det konkrete tilfælde tale om en ejendom, som ligger inden for
strandbeskyttelseslinjen. Reglerne om strandbeskyttelseslinjen følger af
naturbeskyttelseslovens § 15. Det fremgår her, at der inden for linjen er forbud
mod tilstandsændringer. Det indebærer blandt andet, at genopførelse og nybyggeri
inden for strandbeskyttelseslinjen kun kan ske, hvis der meddeles dispensation
hertil
Er der tale om genopførelse af en lovligt eksisterende bygning, gives der efter
gældende praksis som udgangspunkt dispensation til genopførelse efter
nedrivning af bygningen under en række betingelser:
1. Der kræves, at den nye bygning har omtrent samme placering, størrelse og
udformning. Årsagen til genopførelsen er uden betydning. Der kan være tale om
genopførelse som alternativ til renovering og genopførelse som følge af hændelig
undergang ved hærværk, brand, oversvømmelse eller storm og lignende hændelige
begivenheder.
2. Det forudsættes, at den tidligere bebyggelse var anvendelig. Genopførelse kan
ikke ske, hvis det eksisterende hus var så forfaldent, at det ikke repræsenterer
nogen værdi af betydning, dvs. er en ruin. Ved vurderingen af, om der er tale om
en ruin, kan henses til, om de bærende konstruktioner (vægge og tag) er styrtet
sammen eller ej.
3. Det kræves, at der er tidsmæssig kontinuitet mellem nedrivning og
genopførelsen, samt at byggeriet ikke ligger stille hen over en længere periode.
Kravet om tidsmæssig kontinuitet indebærer, at der i almindelighed ikke må være
forløbet mere end ca. 3 år fra nedrivning eller hændelig undergang til
genopførelse.
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 33 92 33 01• Fax 33 14 50 42• CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk