Miljø- og Fødevareudvalget 2015-16
MOF Alm.del
Offentligt
1595824_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2016 - 440
Den 4. februar 2016
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg har i brev af 11. januar 2016 stillet følgende
spørgsmål nr. 355 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter
ønske fra Maria Reumert Gjerding (EL).
Spørgsmål nr. 355 (alm. del)
Kan ministeren oplyse, om ministeriet vil oprette en ”Uafhængig
Naturklagemyndighed”, der i lighed med ”Politiets Uafhængige
Politiklagemyndighed” kan tage sig af de sager, hvor det er en af ministeriets
styrelser, der overtræder landets love, som det er sket i to tilfælde her i foråret,
hvilket Naturstyrelsens Enhed Nordsjælland har erkendt i et avisindlæg og i en
pressemeddelelse (jf. ”Dem, der passer på naturen, laver også fejl”, i Frederiksborg
Amts Avis 11. maj 2015)?
Svar
Grundlæggende vil jeg gerne understrege, at jeg har tillid til, at alle myndigheder
foretager en upartisk sagsbehandling også i de sager, hvor de selv agerer som part i
en sag.
Som borger har man derudover mulighed for at indgive klage over Naturstyrelsen -
såvel som over andre offentlige myndigheder - til Folketingets Ombudsmand, eller
indgive en politianmeldelse, såfremt man måtte mene, at der er begået en
ulovlighed. Det er herefter politi- og anklagemyndighedens opgave og ansvar at
vurdere, hvorvidt der skal rejses tiltale.
Jeg mener derfor ikke, at der er behov for en ny uafhængig klageinstans.
I forhold til de to konkrete sager vil jeg henvise til mit svar på alm. del spørgsmål
nr. 354.
Eva Kjer Hansen
/
Peter Ilsøe
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 •
Tlf. +45 38 142 142 • Fax +45 33 145 042 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • • www.mfvm.dk