Miljø- og Fødevareudvalget 2015-16
MOF Alm.del
Offentligt
1593364_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Ministeren
J.nr. 2016-258
Den 28. januar 2016
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg har i brev af 6. januar 2016 stillet følgende
spørgsmål nr. 341 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter
ønske fra Maria Reumert Gjerding (EL).
Spørgsmål nr. 341 (alm. del)
Er ministeren enig i, at der årligt foretages ca. 6 mio. hjemmevaske af biler, og er
ministeren enig i, at de mange hjemmevaske udgør en uacceptabel forurening af
miljøet med bl.a. olie, bly og andre tungmetaller?
Svar
Spørgsmålet har været forelagt Naturstyrelsen, der har oplyst følgende, som jeg
henholder mig til:
”I den seneste undersøgelse af hjemmevaske af biler fra 2004 blev antallet af
hjemmevaske anslået til at være mellem 7,2 og 7,9 mio. årligt.
Hjemmevask af biler kan medføre en belastning af miljøet med blandt andet bly og
andre tungmetaller. Det vil være i de tilfælde, hvor spildevandet afledes til
nedsivning eller til regnvandskloakken. Generelt tilrådes det derfor, at vask af biler
sker i dertil indrettede vaskehaller, der i højere grad er både ressourcebesparende i
forhold til vandforbrug, og medfører mindre belastning af miljøet.
Det er kommunerne, der giver tilladelse til afledning af spildevand fra både private
borgere og vaskehaller, til henholdsvis kloakken og miljøet.”
Da det alene er i områder med separat kloakering, at der kan være problemer
forbundet med hjemmevask af biler, mener jeg at de kommuner, der har udlagt
større områder til separat kloakering, gør fornuftigt i at informere husejerne om
fordelene ved at benytte vaskehaller.
Eva Kjer Hansen
/
Mads Leth-Petersen
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. +45 38 142 142 • Fax +45 33 145 042 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk