Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. NST-201-00317
København 7. januar 2016
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg har i brev af 10. december 2015 stillet
følgende spørgsmål nr. 285 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet
efter ønske fra Lisbeth Bech Poulsen (SF).
Spørgsmål nr. 285 (alm. del)
Ministeren bedes kommentere artiklen ”Betjente kommer gratis med på jagt”
fra MetroXpress den 9. december 2015 og i forlængelse heraf beskrive
Naturstyrelsens nye jagtpolitik, som oplyst af vicedirektør Peter Ilsøe.
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Naturstyrelsen, der oplyser følgende, som jeg kan
henholde mig til:
”Jagtinvitationer til og med jagtsæsonen 2014/15 er foretaget i henhold til
styrelsens gamle jagtpolitik fra 1994. Af denne fremgik det, at gæsterne på jagterne
var: ”forretningsforbindelser (leverandører, kunder, amter, kommuner, militær,
civilforsvar, politi osv.) og folk fra lokalsamfundet (naboer, lokale jagtforeninger,
schweisshundeførere osv.).”
Der har derfor i henhold til den daværende jagtpolitik fra 1994 deltaget folk fra
politiet. Det kunne f.eks. være folk, der samarbejdede med Naturstyrelsen om
kampagner i forbindelse med kontrol af hagl, jagttegn mv.
Naturstyrelsen har udarbejdet en ny politik for jagt- og vildtforvaltning på
Naturstyrelsens arealer,som er godkendt af miljø- og fødevareministeren i august
2015.
Som udgangspunkt udlejer Naturstyrelsen jagten på styrelsens arealer, enten som
egentlig udlejning eller ved afholdelse af betalingsjagter. Hovedundtagelserne fra
det princip er arealer, hvor Kongehuset har jagtretten eller arealer, hvor jagtudleje
skønnes at være i konflikt med hensynet til naturen eller andre brugergrupper. I
det omfang Naturstyrelsen måtte invitere til jagt på disse arealer, indeholder den
nye jagtpolitik ændrede retningslinjer for, hvem der skal inviteres.
Gruppen af inviterede skal nu bestå af medlemmer af lokale jagtforeninger,
personer der har ydet en særlig indsats for natur- og vildtforvaltning, herunder
medlemmer af brugerråd, jagtfora og frivillige, der hjælper Naturstyrelsen med at
afholde jagter. Der deltager desuden lodsejere og andre, der yder en særlig indsats
gennem samarbejde og partnerskaber med Naturstyrelsen om f.eks. naturpleje og
naturgenopretning. Naboer i områder, hvor man er fælles om forvaltningen af en
lokal bestand af hjortevildt, vil også kunne deltage.
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. +45 38 142 142 • Fax +45 33 145 042 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk