Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2015-11610
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg har i brev af 2. december 2015 stillet
følgende spørgsmål nr. 229 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet
efter ønske fra Folketingets Udvalg for Miljø og Fødevarer.
Spørgsmål nr. 229 (alm. del)
I juni 2015 blev en undersøgelse offentliggjort af slagtefund på økologiske svin, der
indikerede, at økologiske grise ikke sygdomsbehandles i tilstrækkelig grad.
Ministeren bedes redegøre for, om Fødevarestyrelsen har fulgt op på
undersøgelsen, samt om ministeren vil være indstillet på at ændre reglerne om
enkeltdyrsbehandling, så der fortsat er et stærkt incitament til lavt
antibiotikaforbrug samtidig med, at der åbnes op for, at et dyr kan behandles flere
gange, hvis det vurderes nødvendigt.
http://vsp.lf.dk/~/media/Files/PDF%20-
%20Publikationer/Notater%202015/Notat_1518_Rapport_friland_konventionel_
slagtesvin.pdf.
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Fødevarestyrelsen og Naturerhvervstyrelsen.
Styrelserne oplyser følgende, hvortil jeg kan henholde mig:
”Fødevarestyrelsen har fulgt op på den omtalte undersøgelse ved at bede DCA –
Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug, om at gennemføre et
forskningsprojekt vedrørende identifikation af mulighederne for at minimere
forekomsten af læsioner, herunder halebid, hos økologiske svin og frilandssvin.
Forskningsprojektet forventes igangsat primo 2016 og afsluttes i 2017.
Brug af veterinære lægemidler i den økologiske produktion er reguleret i EU’s
økologiforordning (RFO 834/2007). Økologiske svin skal behandles, så snart en
sygdom konstateres. De kan behandles første gang, de bliver syge, uden at det har
konsekvenser for deres økologiske status. Behandlingen kan gentages efter behov,
for så vidt angår den specifikke sygdom, indtil dyret er kureret. Hvis et slagtesvin
derimod behandles mere end én gang for samme sygdom, efter at dyret er kureret,
eller behandles for en anden sygdom, mister det sin økologiske status. Dette
medfører, at dyret skal gennemgå en omlægningsperiode på 6 måneder, før det
igen kan sælges som økologisk. Alternativt kan dyret sælges uden økologisk
status.”
Efterspørgslen efter økologiske produkter, og dermed afsætningen af disse,
afhænger af, at produkterne adskiller sig væsentligt fra ikke-økologiske produkter.
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. +45 38 142 142 • Fax +45 33 145 042 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk