Miljø- og Fødevareudvalget 2015-16
MOF Alm.del
Offentligt
1584704_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. NST-4201-00825
22. december 2015
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg har i brev af 30. november 2015 stillet
følgende spørgsmål nr. 226 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet
efter ønske fra Maria Reumert Gjerding (EL).
Spørgsmål nr. 226 (alm. del)
Hvordan vil regeringen leve op til forpligtigelserne i habitatdirektivet, der i artikel
6 pålægger medlemsstaterne at træffe passende foranstaltninger for at undgå
forringelse af naturtyperne og levestederne for arterne i de særlige
bevaringsområder, når regeringen udskyder implementeringen af
vandområdeplanerne?
Svar
Efter habitatdirektivets artikel 6, stk. 2, skal medlemslandene træffe passende
foranstaltninger for at undgå forringelser af naturtyper og levesteder for arter i
Natura 2000-områderne for derved at arbejde frem mod direktivets målsætning
om at opnå gunstig bevaringsstatus for arter og naturtyper på direktivet.
Forpligtelsen gælder også i forhold til eksisterende aktiviteter, der måtte forårsage
forringelser, f.eks. eutrofiering af marine naturtyper som følge af udledning af
næringssalte. Det skal bemærkes, at der – til forskel fra vandrammedirektivet -
ikke er en fast tidsfrist for, hvornår målsætningen efter habitatdirektivet skal være
opnået.
Danmark har bl.a. levet op til forpligtelsen om at undgå forringelser ved gennem
de seneste årtier at have gjort en omfattende indsats mod bl.a. landbrugets
udledninger af næringssalte gennem især vandmiljøplaner og 1. generation
vandplaner.
Hvad angår behovet for en indsats i relation til eutrofiering for vandløb, søer og
havet, henviser de gældende Natura 2000-planer, som Danmark har udarbejdet
med henblik på at forvalte forpligtelsen efter habitatdirektivet, til den indsats, der
iværksættes med vandplanerne, og som tilvejebringer grundlæggende forbedringer
af akvatiske naturtyper og levesteder for arter.
En mindre forsinkelse i vedtagelsen af vandområdeplanerne vil ikke være i strid
med habitatdirektivets artikel 6.
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. +45 38 142 142 • Fax +45 33 145 042 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk
MOF, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 226: Spm. om, hvordan regeringen vil leve op til forpligtigelserne i habitatdirektivet (art. 6) med udskydelsen af vandområdeplanerne m.v. til miljø- og fødevareministeren
Eva Kjer Hansen
/
Mads Leth-Petersen
2