Miljø- og Fødevareudvalget 2015-16
MOF Alm.del
Offentligt
1583718_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Ministeren
J.nr. 2015-11251
Den 18. december 2015
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg har i brev af 25. november 2015 stillet
følgende spørgsmål nr. 218 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet
efter ønske fra Christian Poll (ALT).
Spørgsmål nr. 218 (alm. del)
”Mener ministeren, at oplagring af svinekød samt udvidelse af produktionen af
samme er den rigtige måde at skabe økonomisk, social og miljømæssig
bæredygtighed på i landbruget, og anerkender ministeren herunder, at en stigning
i produktionen af svin medfører en stigning i udledningen af drivhusgasser
og natur- og vandmiljøskadelige stoffer, samt at en nedgang i produktionen
medfører en stigning i priserne for svinekød, og en større produktion af
svin omvendt betyder en lavere pris med dårligere økonomi hos svinebønder
til følge?”
Svar
Oplagring af svinekød iværksættes i ekstraordinære situationer, hvor markedet er i
ubalance. Det er tilfældet i øjeblikket, hvor den europæiske svineproduktion
uforskyldt er ramt hårdt af et russisk importforbud mod en lang række fødevarer
fra bl.a. EU. Det er baggrunden for, at EU-Kommissionen har varslet, at den fra
januar 2016 vil åbne for privat oplagring af svinekød. Det er en midlertidig løsning,
som skal medvirke til at stabilisere markedet på den korte bane, mens der arbejdes
for at åbne nye markeder.
På sigt er det afgørende at sikre nye markedsåbninger, så producenterne ikke
rammes uforholdsmæssigt hårdt, når et eksportmarked falder bort. Det arbejde
har EU-Kommissionen optrappet i forhold til tredjelande, og fra regeringens side
har vi lagt en ambitiøs eksportstrategi, som blandt andet bliver understøttet af
eksportfremstød på vækstmarkeder som Kina og Vietnam.
Danmark har dygtige og innovative landmænd med et meget effektivt
produktionsapparat. På flere punkter er danske landmænd blandt de mest
klimaeffektive i verden, også inden for svineproduktion. Hvis den danske
svineproduktion udfases, vil produktionen blot flytte til andre lande. Det vil
sandsynligvis medføre en lavere produktionseffektivitet, og derved højere
belastning af miljøet og højere udledning af klimagasser per kilo svinekød, der
produceres. Samtidig understøtter den danske svineproduktion landdistrikterne
ved at fastholde og skabe arbejdspladser inden for fødevareklyngen.
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. +45 38 142 142 • Fax +45 33 145 042 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk
MOF, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 218: Spm. om oplagring af svinekød m.m. er den rigtige måde at skabe økonomisk, social og miljømæssig bæredygtighed på i landbruget, til miljø- og fødevareministeren
Afslutningsvis vil jeg fremhæve, at vi hele tiden skal arbejde for, at
svineproduktionen bliver mere ressourceeffektiv. Det gælder både for den
konventionelle og den økologiske produktion. Det er baggrunden for, at jeg netop
har besluttet at sende månegrisens modelstald i udbud. Modelstalden skal være
med til at afklare, om svineproducenter i fremtiden kan producere ud fra faktiske
målinger af miljøpåvirkninger fra deres stald.
Eva Kjer Hansen
/
Jakob Jensen
2