Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. NST-4201-00797
Den 19. oktober 2015
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg har i brev af 22. september 2015 stillet
følgende spørgsmål nr. 163 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet
efter ønske fra Lisbeth Bech Poulsen (SF).
Spørgsmål nr. 163 (alm. del)
Ministeren bedes redegøre for, hvilken betydning de mindre vandløb (Type 1
vandløb, 0-2 meters bredde) har for smådyrsfaunaen, for vandløbsfloraen og for
fiskefaunaen. Ministeren bedes desuden redegøre for udvekslingen af
næringsstoffer og pesticider mellem de dyrkede arealer og vandmiljøet
(kvalitativt/kvantitativt), hvor de små vandløb i vandløbssystemet billedligt talt
svarer til de små blodkar i menneskekroppen.
Svar
Vandløbenes betydning som levested for dyr og planter afhænger generelt i høj
grad af vandløbenes fysik, og væsentlige fysiske parametre som slyngningsgrad og
faldforhold er naturligt koblet til vandløbets størrelse.
De små vandløb i Danmark har generelt et større fald og er mere slyngede end de
store vandløb. Rent biologisk er de små vandløb mere forskelligartede indbyrdes
end de store, mens diversiteten af de fleste biologiske elementer stiger med
vandløbsstørrelsen, jf. notat fra DCE Nationalt Center for Miljø og Energi
”Beskrivelse
af elementer til inddeling af vandløbsstrækninger i forskellige
klasser med henblik på en prioritering i forhold til vandplanerne”,
2013.
I forhold til den del af spørgsmålet der vedrører næringsstoffer, kan det oplyses, at
næringsstoffer fra både landbrugsarealer og fra punktkilder føres via vandløb til
søer og til havmiljøet. Næringsstoffer og vand kan strømme til vandløbene via
dræn, men uanset om der er drænet eller ej, sker der også en direkte tilstrømning
via grundvand til de små og større vandløb.
Med hensyn til den kvantitative udledning af næringsstoffer henvises til min
endelige besvarelse af 29. september 2015 af MOF spørgsmål 112 (alm. del) samt
den seneste overvågningsrapport fra det nationale overvågningsprogram Novana,
Vandmiljø og natur 2013, udarbejdet af DCE – Nationalt Center for Miljø og
Energi nr. 126, 2015.
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. +45 38 142 142 • Fax +45 33 145 042 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk