Miljø- og Fødevareudvalget 2015-16
MOF Alm.del
Offentligt
1575226_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2015-10275
2. december 2015
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg har i brev af 5. november 2015 stillet
følgende spørgsmål nr. 145 (alm. del), som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 145 (alm. del)
Ministeren bedes redegøre for, om det er korrekt, at alene fire virksomheder
er akkrediteret til at foretage støjmålinger af vindmøller, hvorvidt der stilles
krav til antallet af støjmålinger for at opnå eller bibeholde virksomhedernes
akkreditering samt redegøre for de akkrediterede virksomheders tilknytning til
vindmølleindustrien.
Svar
Bekendtgørelsen om støj fra vindmøller fastlægger, at måling af støj fra vindmøller
skal udføres som en ”Miljømåling - ekstern støj”, jf. bekendtgørelse om
kvalitetskrav til miljømålinger. Det indebærer, at målingerne skal gennemføres
enten af en virksomhed, der er akkrediteret til at gennemføre målingerne, eller af
en person, der er certificeret dertil.
På hjemmesiden for Miljøstyrelsens referencelaboratorium findes en samlet
oversigt over firmaer, der er godkendt til ”Miljømåling – ekstern støj”, dvs. hvor
firmaet enten er akkrediteret til målingerne eller har en eller flere personer ansat,
der er certificeret til at gennemføre ”Miljømåling – ekstern støj”.
Godkendelse til ”Miljømåling – ekstern støj” omfatter forskellige emner og
støjkilder, der er obligatoriske, herunder virksomheder, skydebaner,
motorsportsbaner og små vindmøller. Godkendelsen kan derudover udvides til
andre emner og støjkilder, som eksempelvis jernbaner, flyvepladser og store
vindmøller.
For certificerede personer er der som udgangspunkt krav om fem støjmålinger pr.
år inden for certificeringsområdet, der som nævnt dækker en række forskellige
støjkilder. Certifikatet er gyldigt i højst tre år, og i forbindelse med fornyelse af
certifikatet kan det accepteres, at der er gennemført ni støjmålinger inden for en
treårig periode – dog ikke under to pr. år.
For firmaer, der er akkrediterede til gennemførelse af ”Miljømåling - ekstern støj”,
foretages akkreditering i Danmark af Den Danske Akkrediterings- og
Metrologifond (DANAK), som er det nationale akkrediteringsorgan, udpeget af
Sikkerhedsstyrelsen under Erhvervs- og Vækstministeriet.
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. +45 38 142 142 • Fax +45 33 145 042 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk
MOF, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 145: Spm. om det er korrekt, at alene fire virksomheder er akkrediteret til at foretage støjmålinger af vindmøller m.v., til miljø- og fødevareministeren
DANAK har fastsat en række akkrediteringsbestemmelser i forhold til
virksomheders faglige kompetence, organisatoriske opbygning,
kvalitetsstyringssystemer, uvildighed samt faciliteter og udstyr i forhold til kravene
i internationale standarder. Det indebærer, at virksomheder, der ønsker at
oppebære en akkreditering, over for DANAK skal kunne demonstrere kompetence
inden for hele akkrediteringsområdet. DANAK fører tilsyn med de akkrediterede
virksomheder, herunder personalets faglige kvalifikationer, praktiske erfaringer og
aktiviteter, men der er ifølge Miljøstyrelsens oplysninger ikke fastsat faste kriterier
for antallet af støjmålinger, der skal gennemføres.
For at oppebære godkendelse til ”Miljømåling – ekstern støj” er det endvidere et
obligatorisk krav, at akkrediterede virksomheder og certificerede personer årligt
deltager i referencelaboratoriets sammenlignende støjmålinger.
Miljøstyrelsen er bekendt med seks virksomheder, der i Danmark er akkrediteret
til at udføre støjmålinger på små vindmøller, heraf er de fem virksomheder også
akkrediteret til at gennemføre støjmålinger på store vindmøller. Miljøstyrelsen er
derudover bekendt med 15 virksomheder, der har personer ansat, der er
certificerede til at udføre støjmålinger på små vindmøller, heraf har én virksomhed
en person ansat, der også er certificeret til at udføre støjmålinger på store
vindmøller.
Jeg agter ikke at forholde mig til private virksomheders eventuelle tilknytning til
forskellige brancheorganisationer.
Eva Kjer Hansen
/
Claus Torp
2