Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 13. oktober 2016
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr.1122 (MOF alm. del) stillet 20. september
2016 efter ønske fra Christian Poll (ALT).
Spørgsmål nr. 1122
”Vil ministeren redegøre for, hvordan 2025-planen sikrer, at dansk fiskeri benytter naturskånsomme,
klimavenlige og bæredygtige fiskemetoder som foreskrevet af bæredygtighedsmål nr. 14”
Svar
Med 2025-planen lægger regeringen de overordnede spor og rammer for den økonomiske politik frem
mod 2025. Vi sætter ind over en bred front med en plan, som sætter ambitiøse mål for dansk økonomi,
og som indeholder tiltag, der indfrier størstedelen af disse mål allerede nu. Med regeringens udspil kan
vi skabe bedre betingelser for vækst, velstand og velfærd i fremtiden, så Danmark også fremover vil
have en stærk økonomi i en urolig verden. På den måde sikrer vi, at vi også fremover vil være et af
verdens rigeste lande med en stærk sammenhængskraft.
FN’s verdensmål er ikke en integreret del af 2025-planen.
Med vedtagelsen af EU’s nye fælles fiskeripolitik i december 2013 blev der skabt et endnu stærkere
fundament for et mere bæredygtigt fiskeri og bedre ressourceudnyttelse i fremtiden. Stadig flere
bestande udnyttes inden for de niveauer, der giver maksimalt bæredygtigt udbytte (Maximum
Sustainable Yield,
MSY), og denne udvikling er en klar målsætning for den fælles fiskeripolitik.
Introduktionen af en landingsforpligtelse, en økosystembaseret fiskeriforvaltning og øget regionalt
samarbejde er ligeledes en del af den reformerede fælles fiskeripolitik.
En række tiltag implementeres de kommende år i relation til fiskeri med det formål at opfylde EU’s
miljødirektiver om god miljøtilstand og gunstig bevaringsstatus for en række marine arter og
habitater. Disse tiltag vil forventeligt bidrage til opfyldelsen af FN’s bæredygtighedsmål.
Regeringen er i gang med at udarbejde en handlingsplan for opfølgning på verdensmålene, som det
forventes, vil blive offentliggjort ultimo 2016.
Esben Lunde Larsen
/
Bjørn Wirlander
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk