Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 13. oktober 2016
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1121 (MOF alm. del) stillet 20.
september 2016 efter ønske fra Christian Poll (ALT)
Spørgsmål nr. 1121
Vil ministeren redegøre for, hvordan regeringens 2025-plan sikrer opfyldelsen af FN’s bæredygtig-
hedsmål 12 om, at vi i 2030 bl.a. skal bruge og håndtere naturressourcer ordenligt?
Svar
Med 2025-planen lægger regeringen de overordnede spor og rammer for den økonomiske politik frem
mod 2025.
FN’s verdensmål er ikke en integreret del af 2025-planen. Men en stærk og ansvarlig økonomisk poli-
tik er nødvendig for at skabe de bedste betingelser for bæredygtig produktion og forbrug.
Verdensmål 12 om bæredygtig produktion og forbrug omfatter en række delmål om bæredygtig for-
valtning af naturressourcer bredt set, reduktion af madaffald og fødevaretab, bæredygtig brug af kemi-
kalier, større grad af forebyggelse og genanvendelse af affald, at større virksomheder skal vedtage
bæredygtighedspolitikker, bæredygtige offentlige indkøb, at befolkningen har den rette information
om bæredygtighed, mv.
På områderne under verdensmål 12 eksisterer der en række nationale og internationale målsætninger,
regler og tiltag, der vil bidrage til at understøtte opnåelse af verdensmålet. Det er blandt andet inden
for områderne virksomheders samfundsansvar, internationalt engagement i grøn vækst, kemikalieom-
rådet og affaldsområdet.
Danmark har gennem mange år arbejdet for strategisk at understøtte virksomheders samfundsansvar. I
1995 kom den første lov om grønne regnskaber, og siden 2015 har de 1100 største virksomheder i
Danmark med baggrund i Årsregnskabsloven været forpligtet til at redegøre for deres arbejde med
miljø.
Med de tre udviklings- og demonstrationsprogrammer MUDP, EUDP og GUDP fra hhv. 2008, 2008
og 2010 bidrager Danmark til at styrke teknologi, der understøtter mere bæredygtigt forbrug og pro-
duktion.
MUDP støtter miljøteknologi generelt, mens EUDP støtter energiteknologi, og GUDP støtter
teknologi inden for fødevare-, jordbrugs-, fiskeri- og akvakulturområdet.
Danmark arbejder målrettet for en sikker håndtering af kemikalier og affald, inklusiv industrielle ke-
mikalier og pesticider/biocider, samt at tilvejebringe viden og kemiske stoffer, herunder om deres ef-
fekter og udbredelsesveje. Danmark har også været meget aktiv i forhold til at påvirke kemikalie-
lovgivningen i EU, som er den centrale ramme herfor.
Ministry of the Environment and Food • Slotsholmsgade 12 • 1216 Copenhagen K Denmark
Phone +45 38 14 21 42 • Fax +45 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk