Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr.
Den 2. oktober 2016
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1117 MOF alm. Del – bilag 621 stillet den 15.
september 2016 efter ønske fra Miljø- og fødevareudvalget.
Spørgsmål nr. 1117
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 5/9-16 fra Foreningen For Skånsomt Kystfiskeri, jf.
MOF alm. del - bilag 621, fra Miljø- og Fødevareudvalget.”
Svar
Jeg deler fuldt ud de bekymringer, som Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri giver udtryk for i deres
brev dateret den 5. september 2017 om fiskeri efter torsk i Østersøen i 2017, og ikke mindst i den
vestlige Østersø.
Vi modtog den 14. september 2016 Kommissionens forslag til TAC for torsk i begge
forvaltningsområder i Østersøen. Kommissionen følger fuldt ud rådgivningen fra Det Internationale
Havundersøgelsesråd, ICES, med hensyn til TAC niveau, og det betyder en TAC på i alt 1.588 tons og
for Danmark en kvote på 694 tons. Derudover foreslår Kommissionen, at der lukkes for fiskeri efter
torsk i ICES underområde 22-24 i perioden 1. februar til 31. marts uden angivelse af muligheder for
undtagelser.
Jeg er ikke i tvivl om, at en kvote i nævnte størrelsesorden vil få særdeles alvorlige konsekvenser for de
fiskere, der fisker efter torsk i den vestlige Østersø, og i særdeleshed for fiskere med mindre fartøjer,
der ikke har mulighed for at gå ind i andre fiskerier og/eller fiske i andre områder.
Netop med udsigten til et særdeles drastisk fald i kvoten bestilte ministeriet allerede tilbage i juli
måned en rapport hos Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, IFRO, Københavns Universitet,
for at få de socioøkonomiske konsekvenser belyst, og rapporten har desværre bekræftet mine bange
anelser om dystre fremtidsudsigter.
Af grundforordningen om den fælles fiskeripolitik (EU) 1380/2013 fremgår det, at målsætningen om
MSY, maksimalt bæredygtigt udbytte, helst skal nås i 2017, men dog senest i 2020. Denne tilgang
afspejles tillige i Kommissionen meddelelse om fiskerimuligheder for 2017 (dokument KOM (2016)
396), hvor det bl.a. nævnes, at en forsinkelse med at nå MSY ud over 2017 vil kun være acceptabel
under veldokumenterede omstændigheder, hvor meget store reduktioner af fiskerimulighederne ville
bringe den sociale og økonomiske bæredygtighed for involverede fiskerflåder i alvorlig fare.
Det er helt klart for mig, at Kommissionen ikke har tillagt de socioøkonomiske konsekvenser nogen
betydning, og det må jeg sige er meget skuffende. I de kommende forhandlinger vil jeg arbejde for, at
MSY målsætningen for torsk i den vestlige Østersø nås gradvist.
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk