Miljø- og Fødevareudvalget 2015-16
MOF Alm.del
Offentligt
1673869_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 8. oktober. 2016
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1116 (MOF alm. del) stillet 14. september
2016 efter ønske fra Pia Adelsteen (DF).
Spørgsmål nr. 1116
”Ministeren bedes redegøre for, hvad vil han gøre, såfremt en kommune ikke overholder reglerne om
tilstrækkelig dokumentation for forurening af spildevand, og udsteder påbud om kloakering, samt
hvad ministerens definition af ”tilstrækkelig dokumentation” er. Endvidere bedes ministeren redegøre
for borgernes mulighed for at klage over et påbud, jf. svar på MOF alm. del – spørgsmål 564.”
Svar
Det er kommunen, der er myndighed for spildevandsplanlægningen. Kommunen skal bl.a. realisere
indsatserne i de statslige vandområdeplaner, for så vidt angår udledningen af spildevand fra
enkeltejendomme. Det gør kommunen typisk ved enten at udstede påbud om forbedret
spildevandsrensning på ejendommene eller ved at pålægge spildevandsselskabet at kloakere området,
hvorefter kommunen påbyder ejendommene at tilslutte sig kloakken.
Hvis kommunen udsteder påbud om forbedret spildevandsrensning, skal der bl.a. være tilstrækkelig
dokumentation for, at et vandområde ikke lever op til målsætningen pga. udledning af spildevand. Der
er ikke formkrav til denne dokumentation, men det kan f.eks. være den statslige overvågning af
kvaliteten i vandområdet, der er grundlaget for indsatskravene i vandområdeplanerne. Det kan også
være en kommunalt iværksat undersøgelse af kvaliteten i vandområdet.
Hvis kommunen udlægger et område til kloakering, skal det ikke være begrundet i krav om indsats i
vandområdeplanerne, og dermed er der heller ikke krav om dokumentation.
Kommunens påbud om forbedret spildevandsrensning eller tilslutning til kloak for ejendomme med
husspildevand og en belastning på 30 personækvivalenter eller derunder, kan ikke påklages til hverken
Natur- og Miljøklagenævnet eller Miljø- og Fødevareministeriet.
Jeg har fuld tillid til, at kommunerne træffer afgørelser på et veldokumenteret grundlag. Men skulle
man som borger alligevel mene, at et sådant påbud er imod lovgivningen eller ikke tilstrækkeligt
dokumenteret, kan man henvende sig til Statsforvaltningen eller Folketingets Ombudsmand. Ingen af
disse instanser er dog forpligtet til at behandle klagen.
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk
MOF, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 1116: Spm. om kommuner der ikke overholder reglerne om tilstrækkelig dokumentation for forurening af spildevand, og udsteder påbud om kloakering, til miljø- og fødevareministeren
Esben Lunde Larsen
/
Mads Leth Petersen
2