Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
W sum.dk
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Dato: 11-11-2016
Enhed: Psykiatri og
Lægemiddelpolitik
Sagsbeh.: DEPCHO
Sagsnr.: 1608804
Dok. nr.: 195239
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg har den 13. september 2016 stillet følgende
spørgsmål nr. 1112 (Alm. del) til sundheds- og ældreministeren, som hermed
besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Maria Reumert Gjerding (EL).
Spørgsmål nr. 1112:
”Kan ministeren bekræfte, at kun nysmittede personer indgår i statistikken over
MRSA-smittebærere såvel som patienter med infektioner, og kan ministeren
bekræfte, at patienter med MRSA-infektioner, herunder alvorlige infektioner, ikke
registreres i statistikken, hvis de tidligere har været registrerede, herunder også blot
som raske smittebærere. Endvidere bedes ministeren redegøre for, hvorfor
Sundhedsstyrelsen ikke har ændret denne MRSA-statistik, som reelt er uden
anvendelsesmuligheder for sundhedsvæsenet, private læger, patienter og erhverv.”
Svar:
Jeg har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet oplysninger fra Statens
Serum Institut (SSI) og Sundhedsstyrelsen, som jeg kan henholde mig til.
Det er SSI, der forestår den nationale MRSA-overvågning, hvor MRSA CC398 blot er
én af flere MRSA-typer, som overvåges.
MRSA er anmeldepligtigt, hvilket betyder, at Statens Serum Institut og
Sundhedsstyrelsen skal orienteres, når en prøve viser sig at indeholde MRSA.
Oplysningerne fra anmeldepligten inkluderer, om den smittede har været i kontakt
med andre personer, der er smittet med MRSA, og om prøven blev taget, fordi
borgeren har en infektion. Statens Serum Institut får således via overvågningen
informationer om, hvor mange der er smittet, og hvor mange der har en infektion, da
de blev testet. Statens Serum Institut undersøger desuden, hvilken type af MRSA der
er tale om.
Overvågningen via anmeldepligten for MRSA viser således både oplysninger om
personer, som er raske bærere af MRSA, ligesom den viser oplysninger om personer
med infektioner med MRSA. Grunden til den særlige anmeldelsespligt er, at der fx i
familier gøres en indsats for også at fjerne bærertilstanden fra raske
familiemedlemmer.
SSI oplyser, at det er antallet af registrerede tilfælde med infektioner, som svarer til
sygdomsforekomsten. Det totale antal registrerede tilfælde, inkl. raske bærere, kan
således ikke tages som udtryk for sygdomsforekomsten. SSI oplyser endvidere, at det
er udviklingen i nysmitte, der afspejler sygdomsforekomsten i samfundet
(incidensen). Incidensen kan bruges til at beskrive risikoen for smitte i forhold til
person, tid, sted og omstændigheder ved smitte. Formålet med overvågningen er
således ikke at følge fx sygdomsbyrden.