MOF, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 1088: Spm. om byrådsmedlemmer kan holdes personligt erstatningspligtige ved afslag på udvidelse af svinebrug m.v., til miljø- og fødevareministeren

Miljø- og Fødevareudvalget 2015-16
MOF Alm.del
Offentligt

Miljø- og Fødevareudvalget 2015-16

MOF Alm.del endeligt svar på spørgsmål 1012

Offentligt

Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg

Christiansborg

1240 København K

J.nr. 2016-7592

Den 31. august 2016

Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1012 (MOF alm. del) stillet 1. juli 2016 efter

ønske fra Simon Kollerup (S).

Spørgsmål nr. 1012

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 30. juni 2016 fra Inga Birthe Hansen vedrørende

udvidelse af industrisvinebrug, jf. MOF alm. del - bilag 559.

Svar

Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, som oplyser, at henvendelsens spørgsmål om

kommunalbestyrelsens ansvar og forpligtelser, ligger inden for Social- og Indenrigsministeriets

område. Miljø- og Fødevareministeriet har derfor indhentet de udbedte oplysninger herfra.

Social- og Indenrigsministeriet kan indledningsvis generelt oplyse følgende om kommunalbestyrelsens

overordnede ansvar for kommunens virksomhed:

”Det følger af § 2, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse (lovbekendtgørelse nr. 769 af 9. juni 2015), at

kommunalbestyrelsen er kommunens øverste organ. Kommunalbestyrelsen har således det

overordnede ansvar for hele den kommunale virksomhed. Kommunalbestyrelsen er kompetent til at

træffe afgørelse i enhver sag, som vedrører kommunen. Kommunalbestyrelsen overlader i vidt omfang

beslutninger vedrørende kommunale anliggender til kommunale udvalg og til forvaltningen ved

delegation. Dette ændrer ikke på det forhold, at kommunalbestyrelsen er ansvarlig for den kommunale

virksomhed. Kommunalbestyrelsen er således ikke efter de almindelige kommunale styrelsesregler

bundet til at følge en indstilling fra forvaltningen om, hvordan en sag skal afgøres.

Noget andet er, at det i visse tilfælde følger af sektorlovgivningen, at kommunen, hvis bestemte

betingelser er opfyldt, er bundet til at træffe en bestemt afgørelse, idet en anden afgørelse så vil være i

strid med sektorlovgivningen. I givet fald gælder dette også, når kommunalbestyrelsen træffer

afgørelsen. Om dette gælder for en bestemt type afgørelser, beror på den pågældende sektorlovgivning.

I dette tilfælde reglerne i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug (husdyrgodkendelsesloven), der

hører under Miljø- og Fødevareministeriet.”

På baggrund af oplysninger fra Miljøstyrelsen kan jeg oplyse, at det generelt fremgår af

husdyrgodkendelsesloven, at kommunalbestyrelsen ved behandling af sager om godkendelse af

husdyrbrug skal sikre, at kravene i denne lovs § 19 opfyldes, herunder at ansøger har truffet de

nødvendige foranstaltninger til at forebygge og begrænse forureningen ved anvendelse af den bedste

tilgængelige teknik, og at husdyrbruget i øvrigt kan drives på stedet uden at påvirke omgivelserne på

en måde, som er uforenelig med hensynet til omgivelserne. Hvis dette ikke kan opfyldes, skal

kommunalbestyrelsen meddele afslag, jf. denne lovs § 31.

MOF, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 1088: Spm. om byrådsmedlemmer kan holdes personligt erstatningspligtige ved afslag på udvidelse af svinebrug m.v., til miljø- og fødevareministeren

Ved sagens afgørelse skal kommunalbestyrelsen således vurdere hensynet til omgivelserne. Denne

konkrete vurdering er i vid udstrækning normeret i bekendtgørelse om tilladelse og godkendelse m.v.

af husdyrbrug (husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen). Der er i denne bekendtgørelse fastsat faste

grænser for, hvor stor påvirkningen må være (f.eks. grænser for lugt, ammoniaknedfald på natur og

nitratudvaskning), og det er også i kraft af husdyrgodkendelsesloven og -bekendtgørelsen fastlagt,

hvilke metoder der skal bruges til at beregne disse påvirkningers omfang.

Hvis et ansøgt projekt om husdyrbrug lever op til alle krav, er kommunens råderum for at træffe

afgørelse om afslag begrænset. Denne normering er et resultat af adskillige års tilpasning af loven for

at opnå en ensartet og enkel administration på dette område over hele landet. Herudover er der

gennem en fast praksis i Natur- og Miljøklagenævnets afgørelser sket en yderligere normering.

Kommunalbestyrelsens afgørelser kan påklages til Natur- og Miljøklagenævnet, og nævnet kan ophæve

kommunens afgørelse og hjemsende den til fornyet behandling i kommunen eller omgøre afgørelsen.

Social- og Indenrigsministeriet kan endvidere generelt oplyse: ”at Statsforvaltningen efter lov om

kommunes styrelse fører tilsyn med, at kommunerne overholder den lovgivning, der særligt gælder for

offentlige myndigheder.

Statsforvaltningen fører ikke tilsyn, i det omfang særlige klage- eller tilsynsmyndigheder, f.eks. Natur-

og Miljøklagenævnet, kan tage stilling til den pågældende sag.

Statsforvaltningen afgør selv, om der er grundlag for at tage en tilsynssag op til behandling.

Reglerne om Statsforvaltningens tilsyn står i §§ 47-48 a i lov om kommunernes styrelse.

Tilsynet med kommunerne vedrører som nævnt alene lovgivning, der særligt gælder for offentlige

myndigheder.

Spørgsmål om, hvorvidt en kommune har påført en ansøger et erstatningsberettigende tab i

forbindelse med sagsbehandlingen, skal efter ministeriets opfattelse afgøres efter almindelige

erstatningsretlige regler, som gælder for både offentlige myndigheder og private og falder således uden

for tilsynets kompetence. En eventuel erstatningssag vil derfor skulle afgøres ved domstolene.

I den situation, hvor en kommune - som juridisk person - ved domstolene dømmes til at betale andre

en erstatning, er det som udgangspunkt ikke kommunalbestyrelsesmedlemmerne, der hæfter

personligt for det opståede tab. For at Statsforvaltningen kan rejse en efterfølgende erstatningssag

mod kommunalbestyrelsesmedlemmerne, kræves det, at det må antages, at kommunens tab er opstået

som en følge af, at kommunalbestyrelsesmedlemmerne har udvist en uforsvarlig adfærd, der kan

tilregnes dem som forsætlig eller uagtsom.

Statsforvaltningen kan således efter § 50 c, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse anlægge

erstatningssag mod kommunalbestyrelsesmedlemmer, som er ansvarlige for, at kommunen er påført

et tab.

Ved Statsforvaltningens afvejning af, om der skal anlægges erstatningssag mod et eller flere

kommunalbestyrelsesmedlemmer, skal Statsforvaltningen foretage en vurdering af, om de pågældende

ved domstolene må antages at ville blive idømt erstatningsansvar efter dansk rets almindelige

erstatningsregler. Statsforvaltningen skal dermed vurdere, hvorvidt der foreligger en uforsvarlig

adfærd, som kan tilregnes den eller de pågældende som forsætlig eller uagtsom, og om der som en

forudselig følge heraf er opstået et tab for kommunen.

Den rådgivning, kommunalbestyrelsen har fået af forvaltningen eller evt. eksterne rådgivere, kan have

betydning ved vurderingen af, om der er handlet ansvarspådragende. Hvis kommunalbestyrelsen ikke

i forvejen er blevet advaret af forvaltningen eller af f.eks. en ekstern rådgiver eller Statsforvaltningen,

kan der ikke stilles særligt strenge krav til kommunalbestyrelsesmedlemmers agtsomhed.

Såfremt kommunalbestyrelsesmedlemmer har truffet en beslutning, som er båret af usaglige hensyn,

og denne beslutning medfører et tab for kommunen, vil betingelser for anlæggelse af en erstatningssag

være opfyldt, hvis varetagelsen af usaglige hensyn kan tilregnes de pågældende medlemmer som

forsætlig eller uagtsom, dvs. de pågældende medlemmer vidste eller burde have vidst, at beslutningen

var ulovlig.

Der henvises til Hans B. Thomsen m.fl.: Lov om kommunernes styrelse med kommentarer, 2010, side

452ff.

Et medlem af kommunalbestyrelsen kan ikke unddrage sig ansvar ved at undlade at stemme. Det

følger af § 50 c, stk. 2, i lov om kommunernes styrelse.

Det er på den baggrund Social- og Indenrigsministeriets opfattelse, at en kommunalbestyrelse, der - i

et tilfælde, hvor det følger af sektorlovgivningen, at kommunen, hvis bestemte betingelser er opfyldt,

er bundet til at træffe en bestemt afgørelse - går imod en indstilling fra forvaltningen og træffer en

beslutning, som er i strid med sektorlovgivningen, efter omstændighederne vil kunne ifalde et

erstatningsansvar, hvis kommunen derved er påført et tab. Statsforvaltningen vil i et sådant tilfælde

efter § 50 c, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse kunne træffe afgørelse om anlæggelse af

erstatningssag mod de enkelte kommunalbestyrelsesmedlemmer, som ikke har stemt imod forslaget.

Afslutningsvis kan Social- og Indenrigsministeriet generelt oplyse, at Statsforvaltningens afgørelser

om anlæggelse af erstatningssag efter § 50 c, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse kan indbringes for

Social- og Indenrigsministeriet af kommunalbestyrelsen eller de medlemmer, foranstaltningen er

rettet imod. Det følger af § 52, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse. Ministeriet kan endvidere af egen

drift tage Statsforvaltningens afgørelse op til behandling, hvis sagen er af principiel eller generel

betydning eller har alvorlig karakter efter § 52, stk. 3, i lov om kommunernes styrelse.”

Esben Lunde Larsen

Claus Torp