Miljø- og Fødevareudvalget 2015-16
MOF Alm.del endeligt svar på spørgsmål 431
Offentligt
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Ministeren
J.nr. 001-14207
24. februar 2016
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg har i brev af 28. januar 2016 stillet følgende
spørgsmål nr.431 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter
ønske fra Maria Gjerding (EL).
Spørgsmål nr. 431 (alm. del)
Vil ministeren oplyse, om der kan gøres et ansvar over for producenten af
prosulfocarb idet sprøjtemidlet har vist sig ikke at have de egenskaber for så vidt
angår persistens og flygtighed, som det var forventet i forbindelse med
godkendelsen? Mener ministeren, at tilladelsen er givet på et korrekt grundlag, når
sprøjtemidlet i dag viser tegn på at opføre sig anderledes end forventet for så vidt
angår persistens og flygtighed?
Svar
Den dokumentation, der ligger til grund for godkendelsen, har været tilstrækkelig
til at beskrive prosulfocarbs forventede opførsel og skæbne i miljøet med hensyn til
persistens og flygtighed. Der er således ikke tale om ukorrekte eller manglende
oplysninger fra producentens side.
Dette betyder, at der ikke på det foreliggende grundlag kan gøres et ansvar
gældende over for producenten af aktivstoffet prosulfocarb eller over for
godkendelsesindehavere til produkter med prosulfocarb.
Prosulfocarb er ikke svært nedbrydeligt, og derfor er der ikke et problem i forhold
til persistens. Prosulfocarb er flygtigt, men det er kun, hvis der samtidig er risiko
for sundhed eller miljø, at der er behov for at gribe ind.
Miljøstyrelsen vurderer, at de mængder, der er fundet i regnvand, er så små, at det
ikke er skadeligt for hverken mennesker eller miljø. På den baggrund er der ikke
grundlag for at indføre et forbud mod anvendelse af sprøjtemidler med
prosulfocarb.
Eva Kjer Hansen
/
Claus Torp
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 •
Tlf. +45 38 142 142 • Fax +45 33 145 042 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • • www.mfvm.dk