Miljø- og Fødevareudvalget 2015-16
MOF Alm.del
Offentligt
1656713_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2016-7957
Den . 14.august 2016
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1021 (MOF alm. del) stillet 19. juli 2016
efter ønske fra Lise Bech (DF).
Spørgsmål nr. 1021
”Ministeren bedes oplyse, hvilken effekt det vurderes at have, at sukkerkvoterne i EU ophører i 2017 og
herunder særligt, hvilken betydning det vil få for danske sukkerroedyrkere.”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for NaturErhvervstyrelsen, som oplyser at:
”Ophøret af EU’s system for sukkerkvoter 1. oktober 2017 vil betyde, at de hidtidige minimumspriser
for køb af råsukker fra EU’s sukkerroeavlere forsvinder. Miljø- og Fødevareministeriet har ikke
udarbejdet en selvstændig analyse af forventningerne til udviklingen på sukkermarkedet og
konsekvensen for de danske sukkerroeavlere. Vi henholder os således til en rapport fra EU-
Kommissionen
1
, hvoraf det fremgår, at det europæiske sukkermarked efter ophøret af sukkerkvoterne
forventes at blive mere afhængigt af udviklingen på verdensmarkedet. Det gælder dels udviklingen på
sukkermarkederne, dels energimarkederne, herunder markedet for bioethanol, da der anvendes
råsukker i produktion af bioethanol. Priserne på verdensmarkedet for sukker har generelt større
udsving, end hvad man kender fra det nuværende europæiske marked med kvoteregulering, som er
med til at stabilisere sukkerpriserne i EU. Således forventer EU-Kommissionen, at der efter
sukkerkvoternes ophør 1. oktober 2017 også vil være større udsving i sukkerpriserne på det europæiske
marked for sukker med større usikkerhed i forhold til indtjening for sukkerroeavlere og
sukkerproducenter.
EU-Kommissionen opererer i sin rapport på baggrund af analyser fra blandt andet FAO/OECD med
tre scenarier for udviklingen på sukkermarkedet efter ophør af kvoterne:
I det første scenarie forudsættes priserne på verdensmarkedet omtrent at være status quo (ca. 350
EUR pr. ton hvidt sukker) grundet en stabil udvikling i produktion og forbrug i forhold til det
nuværende niveau og på grund af lave energipriser. Dette vil også betyde forholdsvis lave sukkerpriser
i EU (ca. 400 EUR pr. ton hvidt sukker). Som følge af de lave sukkerpriser forventer EU-
Kommissionen, at der vil ske en omstrukturering på de europæiske sukkermarkeder med et samlet
mindre areal af sukkerroer, der dog til en vis grad kompenseres af et højere udbytte pr. hektar. Således
forventes i dette scenarie en koncentration af sukkerproduktionen i EU, idet produktion kun vil være
profitabelt i de mest effektive og konkurrencedygtige regioner, herunder lande som f.eks. Danmark,
der har gode jord- og klimabetingelser og effektiv teknologi – og deraf et forholdsvist højt udbytte pr.
1
“Research for AGRI Committee – The Post-Quotas EU Sugar Sector. Study. 2016”
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk
MOF, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 1021: Spm. om, hvilken effekt det vurderes at have, at sukkerkvoterne i EU ophører i 2017, til miljø- og fødevareministeren
hektar. På den anden side vil de forholdsvis lave sukkerpriser betyde, at en del avlere vil søge
alternative afgrøder.
I det andet scenarie, der ifølge EU-Kommissionen kan beskrives som pessimistisk, opereres der med et
øget udbud af sukker på verdensmarkedet (grundet for eksempel gode vejrforhold), en opbremsning i
efterspørgslen på sukker (på grund af en forværring i den økonomiske situation) samt lave
energipriser, hvoraf verdensmarkedspriserne på hvidt sukker vil falde til ca. 250 EUR pr. ton. Dette vil
have en negativ betydning for sukkerpriserne i EU, der i dette scenarie vurderes at falde til ca. 340
EUR pr. ton hvidt sukker. EU-Kommissionen vurderer, at de lave priser vil medføre en omfattende
omstrukturering i EU, hvor kun de allermest effektive og konkurrencedygtige sukkerroeavlere og
sukkerproducenter vil kunne overleve i markedet. Ligesom i scenarie 1 vil en del sukkerroeavlere søge
mod alternative afgrøder.
I det tredje scenarie, der af EU-Kommissionen beskrives som optimistisk, opereres der med en
stigning i verdensmarkedspriserne for hvidt sukker til ca. 500 EUR pr. ton på grund af især øget global
efterspørgsel (grundet højere indkomster, ændrede forbrugsmønstre mv.) og et fald i udbuddet af
sukker (på grund af dårlige vejrforhold) Men også høje energipriser vil medføre øget efterspørgsel
efter nye energiressourcer som bioethanol og som følge deraf efterspørgsel efter dyrkning af
sukkerroer til produktion af bioethanol. Den samlet set øgede efterspørgsel forventes at skabe gode
muligheder for den europæiske sukkerindustri og gøre det muligt at udvide det samlede areal til
dyrkning af sukker i EU.
Udvikler markedet sig som i scenarie 1 og 2, vurderer NaturErhvervstyrelsen, at sukkerkvoternes
ophør i 2017 alt andet lige vil betyde en vis omstrukturering af den danske sukkersektor, herunder at
visse sukkerroeavlere vil vælge at dyrke alternative afgrøder med et højere afkast.
Efter 1. oktober 2017 vil der stadig være en europæisk markedsregulering for sukker, hvor der fx
fortsat er told på import. EU vil ligeledes efter ophør af sukkerkvoterne kunne give støtte til f.eks.
privat oplagring, markedsovervågning og subsidier i forbindelse med produktion af sukkerroer.
Endelig vil den nuværende produktionsafgift, som EU har fastsat på 12 EUR pr. ton sukker, blive
afskaffet, hvilket vil betyde en mindre reduktion i de faste omkostninger for sukkerroedyrkerne og
sukkerproducenterne.”
Esben Lunde Larsen
/
Lotte Linnet
2