Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 15. august 2016
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1019 (MOF alm. del) stillet d 19. juli 2016
efter ønske fra Maria Reumert Gjerding (EL).
Spørgsmål nr. 1019
Ministeren bedes oplyse, hvorledes man på nogen måde kan forhindre, at sprøjtegiften prosulfocarb
spreder sig uhensigtsmæssigt, når studier fra DCE ('Atmosfærisk deposition 2014', 2014, s. 84) viser,
at 80 pct. af prosulforcarb fordamper inden for 48 timer.
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, som oplyser:
”Fordampningen af prosulfocarb fra jord og plantemateriale blev, udover de i spørgsmålet nævnte
DCE studier, også undersøgt ved optagelsen af aktivstoffet i EU. Det pågældende studie viste, at
fordampningen fra plantemateriale var højere end fordampningen fra jord. Studiet fra Heath Journal
1
fra 1992 viste, at fordampningen fra jord efter 24 timer var under 20 % mens fordampningen fra
bønneblade var 46 %.
Studiet refereret i DCEs rapport viste 60 % og 80 % fordampning fra kålblade efter henholdsvis 24 og
48 timer, og ingen fordampning fra jorden. Det er ikke tilgængeligt hvilke sprøjtedyser, der er anvendt
ved sprøjtningen i studiet, men der sås et relativt stort tab af prosulfocarb fra sprøjtning til første
prøvetagning. I første prøvetagning blev 66 % af den udsprøjtede prosulfocarb genfundet på jorden og
37 % på plantebladene. Forskellen på jord og plantemateriale kan skyldes de anvendte dyser og
fordampning fra plantematerialet i de første minutter inden prøvetagning. Forskellen mellem
resultater af fordampning fra kålblade og bønneblade kan skyldes både overfladen og forskelle i
temperatur og vindhastighed.
Disse studier illustrerer, at fordampningen kan variere betydeligt, da det er en ligevægtsproces der
påvirkes af mange ydre faktorer, som for eksempel temperatur, luftfugtighed og vind. Grunden til at
der sker en mindre fordampning fra jord end fra plantemateriale er, at prosulfocarb bindes til jorden.
Derfor kan uhensigtsmæssig spredning af prosulfocarb mindskes ved hjælp af optimeret sprøjteteknik.
2
1
Ahmed A., Flurochloridone, Pirimicarb, Lambda-Cyhalothrin, Prosulfocarb, Fluazifop-P-Butyl: Volatility from
French Bean Leaves and Speyer 2.1 Soil
2
Jensen, Spliid og Svensmark, Determination of volatilization
(dissipation) and secondary deposition of pesticides in a field study using passive dosimeters, 2007
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk