Folketingets Ligestillingsudvalg
Sagsnr.
2016 - 1633
Doknr.
327857
Dato
10-03-2016
Folketingets Ligestillingsudvalg har d. 17.02.2016 stillet følgende spørgsmål nr. 42
(alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er
stillet efter ønske fra Rasmus Horn Langhoff (S).
Spørgsmål nr. 42:
Der ønskes en status på resultaterne af programmet Exit Prostitution, herunder antal-
let af deltagere, der henholdsvis har påbegyndt og gennemført programmet?
Svar:
Exit Prostitution er en del af satspuljeaftalen for 2012. Projektet havde oprindeligt ud-
løb i 2015, men med satspuljeaftalen for 2016 blev det aftalt at lade projektet fortsætte
i 2016. Dette skete bl.a. for, at flere forløb kan indgå i den endelige evaluering.
SFI offentliggjorde den 23. februar 2015 et midtvejsnotat om Projekt Exit Prostitution
baseret på 68 borgere i forløb. Af notatet fremgår bl.a. at borgerne inden for de første
seks måneder af deres CTI-forløb oplever en betydelig forbedring af egen livssituation
målt på baggrund af 10 dimensioner, herunder økonomi, socialt netværk, misbrug,
mentalt helbred og fysisk helbred. Samtidig fremgår det, at seks ud af 10 borgere op-
lever en reel forbedring af deres mentale trivsel inden for de første seks måneder af
deres CTI-forløb. Yderligere fremgår det, at hver anden borger i forløb ved opstart af
CTI-tilbuddet har solgt seksuelle ydelser inden for den seneste måned. For borgere,
som er halvvejs inde i CTI-forløbene, er denne andel faldet til hver tredje. Der sker
således et fald i borgernes prostitutionsfrekvens.
Pr. 1. februar 2016 har i alt 132 borgere modtaget et CTI-forløb i Exit Prostitution.
Heraf er de 23 forløb stadig i gang.
Den endelige evaluering udarbejdes af SFI og forventes primo 2017. SFI planlægger
endvidere udgivelse af et statusnotat om Exit Prostitution ultimo marts 2016. Notatet
vil vise erfaringerne med projektet, hvilket kan bidrage til det kommunale forankrings-
arbejde.
Med venlig hilsen
Karen Ellemann