LIU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 122: Spm. om oversendelse af talepapir fra det åbne samråd den 7/6-2016 om gratis psykologhjælp til voldsramte kvinder, til social- og indenrigsministeren

Ligestillingsudvalget 2015-16
LIU Alm.del
Offentligt

Social- og indenrigsminister Karen Ellemanns talepapir

Anledning

LIU samråd V-X om psykologhjælp til

voldsramte kvinder på krisecentre

Dato / tid

7. juni 2016 kl. 15-16.30

Talens varighed

11 minutter

Sted

Det talte ord gælder

Spørgsmålene motiveres af spørgerene Yildiz Akdogan (S) og

Rasmus Horn Langhoff (S) inden talen.

Samrådsspørgsmål V

”Henset til konklusionerne i Socialstyrelsens evaluering fra 2015

af psykologsamtaler til voldsramte kvinder på krisecentre, og de

positive effekter der påvises af den akutte indsats med

psykologhjælp, sammenholdt med oplysninger fra Dansk

Psykolog Forening, hvoraf det fremgår, at der er gennemsnitligt

LIU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 122: Spm. om oversendelse af talepapir fra det åbne samråd den 7/6-2016 om gratis psykologhjælp til voldsramte kvinder, til social- og indenrigsministeren

6,7 ugers ventetid på psykologhjælp i voldssager, bedes

ministeren redegøre for, hvordan regeringen kan finde det

forsvarligt ikke at erstatte ordningen med gratis psykologhjælp

med noget andet, og blot afvente, at andre partier eventuelt måtte

forsøge at bringe psykologhjælp ind i de kommende

satspuljeforhandlinger, jf. ministerens udtalelser under samråd i

Ligestillingsudvalget den 17. maj 2016. Herunder bedes

ministeren redegøre for, om regeringen slet ikke føler et ansvar

over for de kvinder, som nu må frygtes at blive tabt pga. de lange

ventetider?”

Samrådsspørgsmål W

”Ministeren bedes redegøre for, hvilken betydning det forventes at

få for antallet af voldsramte kvinder, der fremover vil modtage

psykologhjælp, at de efter ophøret af ordningen med gratis

psykologhjælp – selv med tilskuddet på 60 % – skal betale 393 kr.

for den første konsultation og 328 pr. konsultation herefter.

Herunder bedes ministeren redegøre for sin vurdering af, hvor stor

en andel af de kvinder, der har modtaget psykologhjælp gennem

den gratis ordning, der også ville have modtaget psykologhjælp

uden ordningen – til trods for egenbetaling og lang ventetid?”

Samrådsspørgsmål X

”Ministeren bedes forholde sig til, at voldsramte kvinder, der har

modtaget psykologhjælp i forbindelse med deres ophold på

krisecenter, ifølge Socialstyrelsens evaluering fra 2015 har fået

mere overskud til at håndtere deres børn, og herunder bedes

ministeren redegøre for, hvordan regeringen vil styrke denne del

af indsatsen i forhold til familier på krisecentre, nu hvor den gratis

psykologhjælp bortfalder.”

[Indledning]

Tak for invitationen til samrådet her i dag.

Også tak til spørgerene for uddybningen af spørgsmålene, som vi

her skal drøfte.

Jeg har valgt at besvare de tre spørgsmål samlet.

[Samrådsspørgsmålene]

Jeg er blevet bedt om at redegøre for, om regeringen finder det

forsvarligt ikke at erstatte forsøgsordningen med afklarende

psykologsamtaler med noget andet, herunder hvorvidt jeg som

minister føler et ansvar over for de kvinder, som ikke kan modtage

gratis psykologbehandling på grund af forsøgsordningens udløb.

Jeg bliver herudover bedt om at redegøre for, hvilken betydning

det forventes at få for antallet af voldsramte kvinder, der fremover

vil modtage psykologhjælp, at de som følge af forsøgsordningens

udløb selv skal betale 40 pct. af udgifterne til psykologbehandling.

Endelig bliver jeg bedt om at forholde mig til, at det fremgår af

Socialstyrelsens evaluering fra 2015, at de voldsramte kvinder,

der har modtaget psykologhjælp i forbindelse med deres ophold

på et krisecenter, har fået mere overskud til at håndtere deres

børn. I den forbindelse anmodes jeg også om at redegøre for,

hvordan jeg vil styrke denne del af indsatsen i forhold til familier

på krisecentre, nu hvor forsøgsordningen med afklarende

psykologsamtaler er udløbet.

[Vold er uacceptabelt]

Jeg vil gerne – lige som under forrige samråd om samme emne –

indlede med at slå fast, at det er fuldstændig uacceptabelt, at

nogle mennesker skal opleve at blive udsat for vold af deres

nærmeste. Det kan vi ikke - og det skal vi ikke - acceptere.

Og jeg er enig i, at vi som samfund har et ansvar for at hjælpe og

støtte de kvinder, der får mod til at forlade deres voldelige partner.

For disse kvinder står ofte ved en skillevej. Den ene vej leder

tilbage til det gamle liv med den voldelige partner men med kendte

rammer. Den anden vej leder til en ny hverdag uden vold men

med ukendte rammer og dertilhørende uvished.

Og selv om det for udenforstående kan virke som et oplagt og let

valg, så kan det være rigtig svært for en voldsramt kvinde at

løsrive sig fra sin voldelige partner. Det er virkeligheden.

Vi har derfor et ansvar for at støtte kvinden og hjælpe hende trygt

videre ad vejen mod en selvstændig tilværelse uden vold. Og det

ansvar synes jeg faktisk også, at vi har taget på os!

[Indsatser på voldsområdet]

Vi har udviklet et finmasket set-up bestående af indsatser, der har

til formål at hjælpe kvinden videre til en ny og tryggere hverdag

uden vold.

Krisecentrene er en helt central del af denne indsats. Og her er

det magtpåliggende for mig at understrege, at et krisecenter skal

tilbyde den voldsramte kvinde andet end blot et tag over hovedet.

Naturligvis

– fristes man næsten til at sige!

Indledningsvist er krisecentrenes primære opgave at tilbyde

kvinden en umiddelbar beskyttelse og sikkerhed, når hun forlader

sin voldelige partner.

Men krisecentrene har også en væsentlig opgave i at tilbyde den

voldsramte kvinde omsorg og støtte. Omsorg og støtte kan

tilbydes på mange forskellige måder og vil ofte også afhænge af

den enkelte kvinde og hendes behov.

Det kan for eksempel være at sørge for, at kvinden har rum til at

snakke om volden og de oplevelser, som hun har været udsat for

og på denne måde bliver støttet i at afhjælpe følgerne af volden.

Vi kan blandt andet se af evalueringen af krisecentertilbuddene, at

krisecentrene tilbyder individuel rådgivning til kvinder med ophold

på krisecentret. Udover individuel rådgivning tilbyder flere

krisecentre også andre former for støtte. Det kan eksempelvis

være gruppebaserede forløb eller samtaler til kvinderne sammen

med deres børn.

Ved hjælp af sådanne samtaler og dialog støttes kvinden til en

udvikling, der gør det muligt for hende at etablere en tilværelse

uden vold – en tilværelse, som hun kan være tryg ved at vende

tilbage til.

Samtidig har kommunerne en forpligtelse til at tilbyde indledende

og koordinerende rådgivning til alle kvinder, som tager ophold på

et krisecenter. Rådgivningen har til formål at støtte kvinden i at

skabe en selvstændig tilværelse uden vold og gives blandt andet i

forhold til kvindens boligsituation, økonomisk uafhængighed af

den voldelige partner, jobmuligheder, børn, behov for eventuel

behandling mv.

Så når jeg bliver spurgt til, hvorvidt jeg føler et ansvar over for

disse voldsramte kvinder, der tager ophold på et krisecenter, så er

mit svar, at vi som samfund selvfølelig har et ansvar for at hjælpe

disse kvinder. Og det ansvar, synes jeg også, at vi har taget på

os. Og det er jeg personligt meget stolt af!

Så er der den konkrete forsøgsordning som er udløbet. Det er den

fordi, der er i satspuljekredsen var

enighed

om det. Mig bekendt er

Socialdemokratiet en vigtig og markant del af satspuljekredsen.

Og jeg synes derfor også, at det er helt og aldeles letkøbt at sidde

her og skyde skylden på regeringen. Satspuljeinitiativer er noget vi

iværksætter sammen, og noget vi afslutter sammen. Og det er det

også i det konkrete tilfælde.

Så har jeg selvfølgelig noteret mig, at der blandt en række af de

tilstedeværende partier i dag er et ønske om, at ordningen skal

drøftes til de kommende forhandlinger. Det ser jeg naturligvis frem

til, ligesom jeg altid ser frem til gode og konstruktive drøftelser i

satspuljekredsen – for det synes jeg vitterligt, vi har.

[Spørgsmål 2 vedr. voldsramte kvinders egenbetaling for

psykologbehandling]

I forhold til spørgsmål 2: der bliver jeg simpelthen nødt til at

konstatere, at jeg ikke kan svare på spørgsmålet, for det ville

blandt andet kræve, at der var en kontrolgruppe med i

forsøgsprojektet – og det var der ikke.

Men jeg kan sige lidt om, hvor mange kvinder, der benyttede sig

af ordningen med gratis psykologsamtaler, da den eksisterede.

Der var i alt 1.382 kvinder der fra september 2012 til oktober 2014

benyttede sig af tilbuddet med gratis psykologsamtaler. I 2014

svarer det til, at knap 37 procent af kvinderne på krisecentrene

benyttede sig af ordningen.

Men jeg vil gerne understrege, at der i dag fortsat er forskellige

muligheder for voldsramte kvinder for at få psykologhjælp. Der er

blandt andet flere kvindekrisecentre, som tilbyder psykologhjælp.

Herudover er det muligt at få psykologhjælp ved henvisning fra

egen læge – en ordning som i øvrigt også gælder for flere andre

målgrupper, blandt andet trafik- og ulykkesofre og for personer,

som har senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen. Og det

er gældende for samtlige målgrupper, at de kan få et tilskud på 60

procent af udgifterne.

Hertil kommer, at kommunerne fortsat har mulighed for at tilbyde

gratis psykologbehandling til en voldsramt kvinde, der tager

ophold på et krisecenter.

I de tilfælde, hvor en kommune vurderer, at eksempelvis

indsatsen på et krisecenter ikke er tilstrækkelig, der kan

kommunen tilbyde den pågældende kvinde psykologbehandling.

[Socialstyrelsens evaluering af forsøgsordningen]

Jeg bliver endelig bedt om at forholde mig til, at Socialstyrelsens

evaluering viser, at de kvinder, der har modtaget psykologhjælp,

har mere overskud til deres børn.

Det, synes jeg er glædeligt. Jeg går ud fra, at det også var det,

som satspuljekredsen håbede og satsede på, da de afsatte

midlerne til denne forsøgsordning. Det er jo generelt vores ønske

med de projekter, som vi søsætter med satspuljen – at de viser

sig at have en positiv effekt og betydning for den pågældende

målgruppe.

Men det ændrer ikke ved, at der var tale om et forsøgsprojekt med

en afgrænset tidsperiode. Vi kan ikke – og vi skal heller ikke –

forankre alle forsøgsordninger på satspuljen. Så ville der ikke

være flere midler tilbage i satspuljen. Men vi skal hjælpe med at

starte nye og spændende initiativer og tænke dem så godt

igennem, at vi tror på, at de har en effekt for den enkelte borger.

Og det er jo også det, vi har gjort her. Og så løber pengene nogle

gange ud – det er ligesom præmissen.

Det betyder selvfølgelig ikke, at vi ikke skal have fokus på at få

forankret de forsøgsprojekter, der sættes i gang med midler fra

satspuljen. For det skal vi! Og det er blandt andet derfor, at vi får

evalueret projekterne for derved at kunne påvise de gode

erfaringer og effekter ved et givent projekt.

På denne måde forsøger vi at inspirere kommunerne til at

forankre nogle af de forsøgsprojekter, der sættes i gang med

satspuljen.

[Afslutning]

Hvis jeg lige skal samle op her til sidst, så ved jeg, at vi alle rundt

om bordet er enige i, at det er fuldstændig uacceptabelt, at nogle

mennesker skal opleve at blive udsat for vold af deres nærmeste.

Og vi har som samfund et ansvar for at hjælpe den voldsramte

kvinde videre af den vej, hvor hun kan se muligheden for en ny og

tryg tilværelse uden vold for hende selv og hendes eventuelle

børn.

Det ansvar, mener jeg, at vi løfter. Og det kan vi godt være stolte

af. Vi har udviklet et finmasket system, der både kan bistå kvinden

med den umiddelbare sikkerhed og beskyttelse, men som også

kan understøtte kvinden i at få skabt sig en ny og selvstændig

hverdag uden vold.

Og så sidder der nogle af jer omkring bordet, der har et ønske om,

at den tidligere ordning drøftes igen til forhandlingerne til efteråret.

Det glæder jeg mig til.

Og med de ord ser jeg frem til drøftelsen her i udvalget.

Tak for ordet.