Kulturudvalget 2015-16
KUU Alm.del
Offentligt
1588923_0001.png
Kulturministeren
Folketingets Kulturudvalg
Christiansborg
1240 København K
Kulturministeriet
Nybrogade 2
1203 København K
Tlf
Fax
E-mail
Web
:
:
:
:
33 92 33 70
33 91 33 88
[email protected]
www.kum.dk
15. januar 2016
Folketingets Kulturudvalg har den 21. december 2015, efter ønske fra Alex Ahrendtsen
(DF), stillet mig følgende spørgsmål, nr. 62 (Alm. del), som jeg hermed skal besvare.
Spørgsmål:
Ministeren bedes gøre rede for Kulturværdiudvalgets retningslinjer og samtidig svare
på, hvordan man kan styrke udvalgets muligheder for at sikre danske kulturprodukter,
som vurderes til at være umistelige, og som er på vej ud af landet på grund af frasalg.
Svar:
Efter lov om sikring af kulturværdier i Danmark (jf. LBK nr. 1270 af 16. november
2010) kan visse kunstværker, kulturhistoriske genstande, bøger og lignende ikke uden
tilladelse føres ud af Danmark.
Der skal søges om tilladelse, hvis man ønsker at udføre:
kulturgenstande fra tiden før 1660
kulturgenstande, som er ældre end 50 år, og som har en værdi på 150.000 kr. eller
derover (163.000 kr. i nuværende niveau)
fotografier (uanset alder), hvis de har en værdi på 30.000 kr. eller derover.
I helt særlige tilfælde kan kulturministeren bestemme, at loven også skal gælde andre
kulturgenstande. Mønter og medaljer er udtrykkeligt undtaget fra lovens
bestemmelser.
Tilladelse til udførsel søges hos Kulturværdiudvalget, hvis fem medlemmer udgøres af
lederne af Statens Museum for Kunst, Nationalmuseet, Statens Arkiver, Det Kongelige
Bibliotek og en af kulturministeren udpeget leder af et ikke-statsligt museum.
Kulturværdiudvalget meddeler tilladelse til udførsel af en genstand, medmindre den er
af afgørende betydning for den nationale kulturarv. Hvis en ansøgning om
udførselstilladelse afslås, skal staten tilbyde at købe genstanden til markedspris.
Dok. nr. 15/02322-2
KUU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 62: Spm. om at redegøre for Kulturværdiudvalgets retningslinjer, til kulturministeren
Side 2
Ejeren er dog ikke forpligtet til at modtage tilbuddet. Retsvirkningen er så, at
genstanden ikke må udføres af Danmark.
Såfremt udvalget ikke har meddelt ejeren af genstanden sin afgørelse inden for 3
måneder, kan ejeren frit udføre genstanden af Danmark. Udvalget kan dog forlænge
sagsbehandlingstiden til 6 måneder, såfremt særlige omstændigheder taler for det.
Udvalget råder ikke over en egen bevilling til erhvervelse af genstande – midler til
købstilbud rejses i stedet gennem fonde og gennem de kulturinstitutioner, i hvis
samling genstandene efter køb indlemmes (typisk de fire store statslige
kulturinstitutioner, hvis ledere ex officio indgår i udvalget).
Jeg er orienteret om, at Kulturværdiudvalget forbereder en henvendelse til
Kulturministeriet, hvor udvalget gør status for de udfordringer, de har observeret i
deres arbejde siden sidste lovændring i 2010. Når jeg har modtaget udvalgets
henvendelse og drøftet eventuelle udfordringer med udvalget, vil jeg orientere – og
afhængigt af behovet - evt. indkalde partiernes kulturordførere til en drøftelse af sagen.
Bertel Haarder